• A +
  • A -
  • print
  • Send videre

Danskerne tager ikke krisen alvorligt

25. jan. 2012 DMF

Kun de færreste danskere vil være berettiget til kontanthjælp, hvis de mister deres arbejde, lyder meldingen fra a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke, der fremhæver en række eksperters vurdering af at danskerne ikke tager krisen alvorligt.

27 % af danskerne på arbejdsmarkedet er ikke medlem af en a-kasse - på trods af krise og stigende ledighed. (Foto fra ak-samvirke.dk)

På trods af at krisen i over tre år har været på toppen af danskernes dagsorden, er andelen af arbejdsstyrken, der er medlem af en a-kasse ikke steget, skriver TV2 på deres hjemmeside. Det betyder, at knap 800.000 danskere har afskåret sig selv fra at få dagpenge, hvis de bliver arbejdsløse. Det får flere eksperter til at fremhæve, at danskerne ikke tager krisen alvorligt:

"Danskerne er godt klar over, at vi er i krise, men tallene er udtryk for, at man ikke relaterer krisen til ens egen situation. Mange vurderer ikke, at de selv er i farezonen for at miste deres job. Og dem, der er i farezonen, foretager en risikovurdering og tænker, at de sagtens kan forsørge sig selv i tilfælde af en fyreseddel," siger Stine Rasmussen, der er Ph.d.-studerende ved center for arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

Mange tror, de kan få kontanthjælp

Ifølge Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, ligger der også en forklaring i at mange danskere fejlagtigt tror, at de kan få kontanthjælp, hvis de bliver fyret:
"Vi hører - og undersøgelser viser - at mange tror, at man bare kan få kontanthjælp. Men virkeligheden er, at det er de færreste, der kan få kontanthjælp. Hvis de f.eks. har en ægtefælle, der tjener penge, eller har en tilgængelig formue på 10.000 kroner, så får de ikke en rød reje. Så mange er virkelig på den, hvis de bliver arbejdsløse - det kommer som en overraskelse for rigtig mange," siger Verner Sand Kirk til TV2.

Kaskoforsikring uden dækning

Han opfordrer til, at man ændrer reglerne om, at man skal have betalt kontingent ét år til a-kassen, samtidig med at man skal have arbejdet 1924 timer, før man har optjent retten til dagpenge:
"Det svarer til, at man betaler kaskoforsikring på sin bil i et helt år uden at kunne få skader betalt gennem forsikringen, hvis man kører galt i dét år," siger Verner Sand Kirk til TV2 og foreslår, at man i stedet gradvist kan optjene rettigheden til at få dagpenge.

Flere ledige mænd end kvinder

Mens 77 % af kvinderne i arbejdstyrken er medlem af en a-kasse, gælder det kun 69 % af mændene.
"Kvinder er nu om stunder mere bevidste om risikoen for at blive ledig end mændene er - paradoksalt nok er ledigheden lige nu højst for mænd," slutter Verner Sand Kirk.

Kilde: tv2.dk og AK-Samvirke

Nyheder fra MUSIKEREN

Mærsk møder Cutfather på Louisiana

16.05.2012

Topledere fra flere af landets største virksomheder går onsdag 16. maj sammen med en række nøglepersoner fra musikbranchen for at udvikle nye eksportinitiativer

En professionel debutant

14.05.2012

Cellisten Carl-Oscar Østerlind er langt fra debutant, når han debuterer fra DKDM d. 23. maj, med et bredt program, der på samme tid er underholdende og virtuost.