• A +
  • A -
  • print
  • Send videre

DR hives i retten i dag

06. jun. 2012 af Morten Fischer

Hvad gør man som musiker, når man bliver mødt af kravet om at melde sig ud af sin fagforening for at få lov til at optræde i Danmarks Radio? DMF håber, at sagen, der i dag bringes for Arbejdsretten, kan få sat en stopper for den praksis.

”Det er umoralsk af en offentligt drevet station ikke at betale for sit indhold. Musikerne skal kunne betale deres udgifter ligesom alle andre mennesker, de kan ikke leve af at blive promoveret," mener juridisk konsulent i Dansk Musiker Forbund, Morten Madsen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR)

”I kan ikke spille i programmet, hvis I er medlem af DMF” – så direkte har budskabet været til nogle af de musikere, der har skullet spille i programmer i Danmarks Radio. En kommende afgørelse i Arbejdsretten skal senere i juni vise, om DR herved kendes skyldig i organisationsfjendtlig adfærd. DR erkender at have brudt overenskomsten, men mener, at der er tale om enkeltstående hændelser. Sagen behandles i dag den 6. juni i Arbejdsretten og forventes afgjort om nogle uger.

Et kæmpe pres

Det er et stort pres at komme under, når man står klar med sit nye album næsten dampende varmt fra cd-pressen samt en helt ny samling lydfiler på de virtuelle musikhylder online, som publikum og musikkøberne ikke har opdaget endnu. Radioværten står med nøglen til tusindvis af lyttere eller seere, der vil få mulighed for at opdage din musik, og chancen for at skabe et grundlag for den karriere, du skal leve af mange år frem i tiden. Og hvis du siger nej, er tanken om, at ’så bliver jeg nok ikke spurgt igen’, ikke fjern.

Reglerne blev tydeliggjort i overenskomst

Siden 2006 har Dansk Musiker Forbund kæmpet en sej kamp på medlemmernes vegne, da der løbende er fremkommet talrige eksempler på, at Danmarks Radio har fravalgt optræden med musikere i radio og tv, hvis de var medlemmer af musikerfagforeninger som DMF og Dansk Artist Forbund (DAF).

DR tog dog ikke i betragtning, at de var forpligtet til at betale alle musikere, organiserede som uorganiserede. Det havde DMF endda tilbage i 2004 fået tilføjet i overenskomsten blot for at understrege de gældende regler og for netop at undgå, at DR kunne finde på at undskylde sig med ikke at være opmærksomme på dem. DR har i samme overenskomst skrevet under på, at de ikke vil spekulere i at erstatte organiserede optrædende med uorganiserede. Det vil sige, at det ikke må være et kriterium, når de kontakter kunstneren, om vedkommende er medlem af et musikerforbund eller ej.

Gentagne overtrædelser fra DR’s side

Alligevel har DR overtrådt reglerne flere gange, og medlemmer har følt sig så pressede, at de har udmeldt sig af fagforeningen på den baggrund. Intense forhandlinger i kølvandet på problemerne førte i 2010 til forlig mellem DMF og DR. På trods heraf er DR’s afdelinger ikke hørt op med at fortælle sangere og musikere, at fagforeningsmedlemskab er ensbetydende med, at de ikke kan medvirke i DR.

Gentagne brud i sommeren 2011 er ført til at sagerne nu er endt i Arbejdsretten, hvor de som sagt skal behandles den 6. juni og forventes afgjort et par uger senere. I to konkrete eksempler fra 2011 er DR’s handlemåde dokumenteret i mails, men det har generelt været meget svært at få musikere til at stå frem med deres forklaringer, da folk frygter for deres karriere. Det har af samme grund heller ikke været muligt at få nogle af de implicerede musikere til at deltage i denne artikel.


I MUSIKERENs tidligere omtale af sagerne har DR-medarbejdere udtalt sig klokkeklart om deres fremgangsmåde. Tony Scott Jakobsen, der har været vært for flere musikprogrammer forklarede i 2009:

”Vi ringer kunstneren op og spørger, om han eller hun vil deltage i programmet, og så spørger vi, om vedkommende er medlem af en fagforening. Hvis de er det, kan de nemlig ikke komme ind og spille, fordi vi så ikke har råd til det”.


Læs flere citater i den version af artiklen, der bringes på side 46 i MUSIKEREN juni 2012
Nyheder fra MUSIKEREN

Jazzen er flyttet til Aarhus

18.07.2014

Jazzfesten har rykket teltpælene op i København og er flyttet ind i Aarhus midtby ugen ud.

Over 30 koncerter og 20 DJs på Trailerpark Festival 2014

18.07.2014

Oplev Julias Moon, Reptile Youth og Sekuoia når Copenhagen Skatepark 31. juli - 2. august lægger areal til Trailerpark Festival 2014.