• A +
  • A -
  • print
  • Send videre

Voldsom fyringsrunde på Det Kgl. Teater

04. jan. 2012 af Henrik Strube DMF

Der foregår i øjeblikket intense forhandlinger for at reducere antallet af stillingsnedlæggelser og afskedigelser på Det Kgl. Teater.

DMF: "Det er helt uhensigtsmæssigt at spare på kunstnerne, når man samtidig vil fylde salene op." (Foto: Ole Haupt)

Det Kgl. Teaters ledelse har bebudet et sparekrav på cirka 100 mio. kroner over de næste fire år. Dette skete allerede i november 2010.

Yderligere besparelse på 50 mio. kr.

Udover dette har teatret senere udmeldt at der ved de samlede besparelser skal opnås yderligere ca. 50 mio. kr. Dels som kompensation for færre billetindtægter, da teatret for at leve op til sparekravene planlægger færre produktioner og færre forestillinger. Det betyder selvfølgelig tilsvarende færre billetindtægter.

Desuden forpligtes teatret til nye, omkostningstunge opgaver og initiativer i forbindelse med den nye, fireårige politiske aftale (2012 – 2015). Alt i alt planlægges således besparelser på 150 mio. kroner.

Historisk fyringsrunde

Teaterchef Erik Jacobsen kaldte d. 19. november teatrets personale sammen for at orientere om den betrængte økonomi. Her blev ikke nævnt noget om afskedigelser, selvom det for indviede var usandsynligt, at man kunne spare i den størrelsesorden uden reduktioner af personale.

Kort før jul (19. december, red) præciserede Erik Jacobsen så sparekravet: Man ville afskedige mere end 100 medarbejdere, heraf 35 i kunstnergruppen.

Dermed lagde ledelsen op til den største fyringsrunde i teatrets historie.

Steen Jørgensen, faglig sekretær i DMF: ”Formålet er selvfølgelig at kæmpe for vores musikere og frem for alt prøve at forhindre stillings-nedlæggelser og afskedigelser.”

Heftig mediedebat

Det affødte en heftig debat i medierne. For kunne spareøvelsen overhovedet lade sig gøre uden at sælge ud af teatrets mangeårige, høje kvalitetsniveau? Uden at banke teatret ned til provinstatus? Og hvad skulle man egentlig med den store, flotte og dyre Opera med plads til de helt store, spektakulære, kunstneriske præstationer, hvis man hverken kunne spille eller synge den op? Var det ikke netop her, at kunstarterne skulle have det løft, der virkelig satte Danmark på kunstens globale landkort? Og hvad blev der af politikernes løfter om at bevilge penge til driften dengang man sagde ja tak til Mærsk McKinney Møllers gave?

DMF: Uhensigtsmæssigt at spare på kunstnerne

Konsekvenserne af fyringerne, ikke mindst i kunstnergrupperne, vækker alvorlig bekymring. Kan teatret overhovedet levere den kunstneriske kvalitet og sætte de forestillinger og aktiviteter op, som politikerne enedes om i teateraftalen fra november 2010?

”Det er jo netop kunstnerne, som skaber den kunst, som trækker publikum til Det Kgl. og derfor er det helt uhensigtsmæssigt at spare, når man samtidig vil fylde salene op,” siger Steen Jørgensen, faglig sekretær i DMF.

Intense forhandlinger

Decemberoplægget til afskedigelserne fordelte sig med 60 administrativt ansatte, 5 ledere og 35 udøvende kunstnere. Efter diverse møder og samtaler er de nyeste tal noget reduceret, og kan flytte sig under de videre forhandlinger. Oplægget går især ud over Balletten og Operakoret.

Det ligger i skrivende stund ikke klart om, - og i hvor høj grad – fyringerne kommer til at ramme DMF-medlemmer, det vil sige Kapellet og Operaens fem personer store repetitørgruppe. 

Som baggrund skal man huske, at Kapellet gennem de sidste fire år har måttet nedlægge ti stillinger og således er reduceret fra 120 til 110 fuldtidsstillinger omregnet til årsværk.

Både tal og fordeling kan ændre sig for alle kunstnergrupperne i løbet af de kommende forhandlinger.

”I øjeblikket er vi i et intenst forhandlingsforløb med teaterledelsen,” siger Steen Jørgensen, faglig sekretær i DMF. ”Formålet er selvfølgelig at kæmpe for vores musikere og frem for alt prøve at forhindre stillingsnedlæggelser og afskedigelser.”

Nyheder fra MUSIKEREN

Rockmuseer samarbejder

21.11.2014

Danmarks Rockmuseum er i spidsen for nyt europæisk netværk for rock- og popmuseer.

UnderholdningsOrkestret kan let genetableres

20.11.2014

Modsat meldinger fra DR kan UnderholdningsOrkestret ”genetableres på en eftermiddag,” mener DMF.