FAQ: Sygedagpenge som selvstændig
Jeg har indrettet mit arbejde som musiker som en selvstændig virksomhed. Skal jeg stadig være medlem af a-kassen FTF-A for at kunne få dagpenge, hvis jeg bliver syg?
Svar
Hvis du har indrettet dit musikerarbejde som en selvstændig virksomhed og som en hovedbeskæftigelse, så kan du godt være medlem af a-kassen FTF-A som selvstændig. Men medlemskab af a-kassen giver ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge under sygdom, fordi en sygemeldt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet.
For at få dagpenge under sygdom som selvstændig behøver du ikke at være medlem af en a-kasse. Derimod kan du, hvis du opfylder særlige betingelser, få udbetalt sygedagpenge fra kommunen.
Som selvstændig har du ret til sygedagpenge, hvis du inden for de seneste 12 måneder har arbejdet i mindst 18,5 timer pr. uge og har drevet selvstændig virksomhed i mindst 6 måneder - heraf den seneste måned lige før sygefraværet. Opfyldes disse betingelser vil der være ret til sygedagpenge fra kommunen efter to ugers sygdom. (Der kompenseres for mistede timer).
Tegner du en særlig forsikring, der hedder "Sygedagpengeforsikring for selvstændige erhvervsdrivende", så vil du kunne få sygedagpenge fra 1. eller 3. fraværsdag. Den samme forsikring giver også mulighed for at forsikre sig til udbetaling af sygedagpenge med 1/1 sats eller 2/3 sats. Den årlige præmie udgør i 2010 mellem 1.732 kr. og 4.017 kr.
Det kan betale sig at sikre sig til fuld sats, hvis arbejdsfortjenesten ved virksomheden er ca. 120.000 kr. eller mere.
Tilmeldingsblanketter til forsikringen kan fås hos kommunen. De kan også downloades på www.oes.dk.
Hvis du forsætter dit medlemskab af a-kassen FTF-A som selvstændig, så skal du være opmærksom på, at hvis aktiviteterne i virksomheden daler, så kan du ikke få supplerende dagpenge som selvstændig. Som selvstændig kan man kun få dagpenge fra a-kassen, når virksomheden er helt og aldeles lukket. Det betyder, at instrumenter skal sælges, arbejdet som musiker skal ophøre mm.
Få svar på flere ofte stillede spørgsmål
(FAQ - frequently asked questions) via link til oversigten ovenfor!
Aktuelt
Bliv medlem
Job og løn
Medlemsservice
Om DMF



