• A +
  • A -
  • print
  • Send videre

Velkommen til DMF Trekanten

Hyggesnak, jam og chili con carne

Det var ikke så ringe endda, for nu at bruge jysk underdrivelse. Med 13 tilmeldinger blev der søndag den 28., april taget hul på, hvad der forhåbentlig kan blive en tilbagevendende tradition: At medlemmer af DMF Trekanten mødes og har nogle hyggelige eftermiddagstimer sammen. Og den første af slagsen fandt sted i de hyggelige omgivelser i cafeen i Det Bruunske Pakhus i Fredericia.

Selv om der som forventet var flest medlemmer fra Fredericia-området, var det også glædeligt, at medlemmer fra både Horsens, Vejle og Kolding deltog. Havde det ikke været, fordi nogle medlemmer skulle spille til konfirmation, kunne der sagtens have været flere.

Men hyggeligt var det. Der blev hyggesnakket, udvekslet erindringer og fortalt musikerhistorier, så der også blev grinet godt. De fleste deltagere havde taget et instrument eller to med, og selvfølgelig var der dømt ”jam” i en times tid på kryds og tværs af musikalsk ståsted. Der var da også enkelte, som fandt ud af, at de sikkert kunne finde musikalsk sammen i fremtiden.

”Uden mad og drikke…..” Heller ikke her manglede noget. Kent Jensen fra Pakhuset havde kokkereret i et par timer, og havde fremelsket en swingende stor gryde særdeles velsmagende chili con carne, som kaldte på godt øl.

Ved 18-tiden var det tid til opbrud: ”Det var en rigtig god idé. Hvornår mødes vi igen på denne måde”, lød det fra flere deltagere”.

Til det kan bestyrelses oplyse, at der er sat kryds i kalenderen til et lignende arrangement søndag den 25. august. Den dag er der næppe nogen konfirmation. Hvor, det skal være, er ikke endeligt besluttet, men vi flytter lidt rundt i vores efterhånden store geografiske område. Og uanset hvor det bliver, er det for alle medlemmer.

Hans Rømer

Supertrio i øjenhøjde

Når tre topprofessionelle musikere som Mikkel Nordsø (guitar), Klaus Menzer (trommer) og Niels Ryde (bas) samles til workshop og clinic for DMF, bør de kunne ”sælge billetter”. Det kunne de også onsdag den 6. februar.

Men selv om arrangementet var kommet stand i et samarbejde mellem DMF Sydvest, DMF Trekanten og Billund Musikskole, var det ikke DMF’s medlemmer, der fyldte mest blandt cirka 50 tilhørere. Til gengæld kunne vi glæde os over den begejstring og lydhørhed, der var blandt de mange musikskoleelever, der havde taget imod denne mulighed for at lytte og lære. Og flere havde forældre og søskende med.

Første afdeling var bandclinic, hvor de tre musikere øste gavmildt af deres musikalske kunnen og fortællelyst om, hvordan meget af den musik, vi spiller i dag, har udviklet sig fra den smeltedigel af forskellige nationaliteter og musiktraditioner, der mødtes i New Orleans-området omkring 1900-tallet. Og hvordan de sortes klagende afrikanske blues mødte de hvides musik. Gennem forskellige eksempler på rytmer, harmonier og grooves, demonstrerede de den musikalske udvikling og instrumenternes indbyrdes roller både i soloer og sammenspil. Flot og pædagogisk, og hvor der var lejlighed til at få svar på spørgsmål fra tilhørerne..

Anden halvleg var en koncert, som Mikkel Nordsø, Klaus Menzer og Niels Ryde både i sammenspil og som solister nærmest legede sig igennem. Den smittende spilleglæde og det høje musikalske niveau blev modtaget med begejstring og der blev lyttet koncentreret.

Samarbejdet mellem DMF Sydvest og DMF Trekanten er en udløber af vores Region Syd-samarbejde. Der skal også lyde en stor tak til Billund Musikskole, som har medvirket til at få dette arrangement på plads. Det kan sagtens udvikle sig til flere lignende arrangementer.

Hans Rømer

  

PROMOVIDEO FOR SELSKABSMUSIKERE..
Læs alt om det fantastiske tilbud her...

Musikstudiet i Vejle

Venlig hilsen
Bjarne E. Nielsen

 

Vigtige datoer...

DMF Trekantens hjemmeside

Skriv på denne mailadresse hvis man har spørgsmål til DMF Trekantens hjemmeside eller har gode ideer til forbedring af siden.. DMF Trekanten


Vigitig!

husk at opdater jeres login!