• A +
  • A -
  • print

Åbn medieforliget og red jazzen

04.07.2019 af Petrine Puper Jørgensen DMF

Konsekvenserne af lukningen af P8 Jazz kan nu for alvor mærkes. Fra næste år går jazzen fra at kunne høres 8730 timer årligt på P8 til kun at kunne høres 310 timer årligt på P2. Dansk Musiker Forbunds formand, Anders Laursen, håber, at den nye regering vil genåbne medieforliget og redde jazzen.

Dansk Musiker Forbunds formand, Anders Laursen, håber, at den nye regering og dens støttepartier vil finde en redningsplanke til P8 Jazz. (Foto: Nicolas Koch Futtrup)

De 100.000 ugentlige lyttere af P8 Jazz kommer fremover til at indstille sig på mindre jazz på DR’s kanaler. DR har netop meldt ud i sidste uge, at når P8 Jazz lukker i 2020, så kommer jazzens bløde toner fremover til at spille på P2, men i et voldsomt reduceret timeantal.

Lige nu spiller P8 Jazz 8730 timer årligt med dedikerede værter til at præsentere musikken, men når jazzen rykker over til P2, så vil den kun kunne høres 310 timer årligt.

Dårligere udbredelse af jazzen

Det er sidste års medieforlig, som blev indgået af den daværende VLAK-regering og DF, som er skyld i de store besparelser på DR, og det har længe været velkendt, at P8 Jazz skulle lukke.

Dog har det længe været uvist, hvor meget jazzen ville blive reduceret. Trommeslager og tillidsmand i DR Big Band ærgrer sig over de nyeste udmeldinger fra DR:

”Reduceringen af jazzens spilletid betyder, at vi ender med næsten ingen jazz i radioen fremover, og at udbredelsen af jazzen bliver dårligere og dårligere. Jeg håber, at den nye regering kan og vil gøre noget, så jazzen ikke skæres så kraftigt i spillefladen i DR, men det bliver nok svært. Jazzen skal finde nye platforme og nye måder at klare sig på.”

En redningsplanke til jazzen

I den nye socialdemokratiske regering og dens støttepartier har der allerede været snak om at indgå en ny medieaftale, da ingen af de røde partier var med i sidste års medieaftale. SF og Radikale Venstre har blandt andet udtalt til Politikken, at de ønsker at rulle de besparelser tilbage, som DR endnu ikke har gennemført. Den nye kulturminister, Joy Mogensen, har ligeledes udtalt til DR, at hun gerne vil indgå i dialog med kulturordførerne om et nyt medieforlig.

Dansk Musiker Forbund har længe forsøgt at påvirke politikerne til at finde en redningsplanke til P8 Jazz, og Dansk Musiker Forbunds formand, Anders Laursen, håber, at den nye regering vil være villige til at give denne redningsplanke:

”Vi har i Dansk Musiker Forbund længe råbt politikerne op om, at det er forkert at lukke P8 Jazz. Med DR’s seneste udmelding om reduktionen af timeantallet på jazzen kan vi for alvor se, hvor store konsekvenser lukningen får for jazzen. Jeg vil derfor appellere til den nye regering og dens støttepartier om at huske P8, når medieforliget forhåbentlig snart genåbnes. Ingen andre radiokanaler leverer så dybt engageret formidling af jazz 24 timer i døgnet, alle ugens syv dage. Det vil derfor være et stort tab for både lyttere og jazzmiljøerne i hele landet, hvis jazzen reduceres til 310 timer sendetid om året på DR.”  

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder