• A +
  • A -
  • print

Anders Laursen fylder 70 år

11.04.2019 DMF

Anders Laursen har været formand for Dansk Musiker Forbund i 27 år, og i alle 27 år har han været med til at præge kulturpolitikken, videreført et serviceforbund for medlemmer og været en benhård forhandler omkring musikernes vilkår. I dag fylder han 70 år.

Foto: Henrik Jansberg

Anders Laursen fylder 70 år i dag, hvilket kan være svært at forstå, også for ham selv. Han har været formand i Dansk Musiker Forbund i 27 år og har meddelt, at næste år bliver hans sidste år som formand. Anders Laursen har været musiker siden sin ungdom, og musikken har altid være centrum for hans liv.

En omvej til musikken

I starten var Anders Laursen inspireret af den traditionelle amerikanske musik, og på en rejse til New Orleans i starten af 70’erne kom han til at turnere med både jazz- og bluesbands. På ungdomstur med sin nyindkøbte altsaxofon. Turen gav ham stor lyst til at forsætte i jazz-sporet, da han vendte tilbage til Danmark. Men hans far havde tidligere sagt til ham, at han gerne så Anders Laursen få en ”rigtig uddannelse”. Faren havde grundlagt en succesfuld ingeniørforretning i Taastrup, som Anders måske skulle træde ind i.

Anders Laursen valgte derfor at uddanne sig til civilingeniør, da han kom hjem til Danmark i stedet for at forfølge jazzens forførende toner. Men efter en række år i handelsministeriet overtog musikken igen den primære plads i Anders Laursens liv, da han kom med i ”Sylvester og Svalerne”, hvor han blandt andet dannede makkerpar med Øyvind Ougaard på akkordeon. De havde begge to en interesse i karibisk musik, og den tog de videre til det næste orkester ”Los Originales”, som med deres karibisk-inspirerede musik ramte lige ind i karnevals-bølgen i Danmark i starten af 80’erne.

Fik øje på det fagpolitiske

Samtidig med succesen med Los Originales fik Anders Laursen også øjnene op for, hvordan musikernes fagforening Dansk Musiker Forbund fungerede. Den rytmiske musik var ikke i højsædet i fagforeningen, og derfor blev han i 80’erne involveret i Rytmisk Udvalg, som blev skabt med hovedbestyrelsens velsignelse, fordi forbundet godt kunne se, at den rytmiske musik var temmelig fraværende inden for fagforeningsmurene. Dette fik Anders Laursen til at engagere sig endnu mere i det fagpolitiske arbejde, og fagforeningsarbejdet blev hurtigt et fuldtidsjob.

Passionen for at arbejde for musikere ses også i, at Anders Laursen både har og har haft fremtrædende roller i organisationer som Copy-Dan, Gramex, ROSA, Danske Kulturinstitut og Kunstfondens repræsentantskab. Dansk Kunstnerråd, ROSA, SNYK og Copenhagen Jazz Festival. Derudover er han i dag vicepræsident i International Federation of Musicians (FIM).

Kulturpolitisk arbejde fylder

Det kulturpolitiske arbejde har også fyldt meget i Anders Laursens tid som formand for Dansk Musiker Forbund. Blandt de store ting kan det nævnes, at Anders Laursen har været med til at udarbejde rapporten vedrørende ”Styrkelse af den rytmiske musik”, der var oplægget til lov om spillesteder. Derudover har han aktivt arbejdet for musikudøvernes rettigheder, hvor vedtagelsen af EU’s ophavsretsdirektiv for ganske nyligt kan nævnes som en stor, politisk kamp, som er vundet.

Generelt har Anders Laursen talt musikernes vilkår op i alle dens genrer og alle steder, hvor det var muligt, og det gør han stadig i høj grad den dag i dag. Her kan nævnes løn- og ansættelsesvilkår, ophavsret og placering i det danske kulturliv, og Anders Laursen er kendt som en dygtig forhandler.

Fritid og familie

Når han ikke kæmper for musikerne, er Anders Laursen aktiv inden for langrend. Han har blandt andet deltaget i arctic circle race i Grønland, vasa-loppet og rulleski. Derudover er han en passioneret gæst på Anholt med hans kære sport kitesurfing. Denne sport har han også praktiseret under Ragnarok Racet med 100 km. på ski og med kite på Hardangervidda.

Derudover har han to børn. Sinja, der er jurist, og Louis, der er musiker og filmmager. Han er gennem mange år gift med Merete, som inspirerer ham med sine store erfaringer fra lærerjobbet på Bernadotteskolen.

Dansk Musiker Forbund ønsker Anders Laursen stort tillykke med de 70 år.

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder