• A +
  • A -
  • print

Branchen går til kamp imod ulovligt billetsalg

09.04.2019 af Anine Fuglesang DMF

Ulovligt billetsalg er gift for musiklivet. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, der nu går ind i kampen imod billethajer og falske billetter.

En ny kampagne skal gøre op med billethajer og falske billetter, så hverken publikum eller musiklivet bliver snydt fremover. (Foto: Yvette de Wit)

”Billetblind” er en tilstand, mange forbrugere risikerer at komme i, når de køber billetter til koncerter og festivaler – især hvis billetterne er udsolgt. Med stressende nedtællinger og andre udspekulerede tricks forvirrer uofficielle billetudbydere og billetbørser forbrugeren til hurtige billetkøb.

De store danske billetudbydere, spillesteder og festivaler oplever dagligt, at deres billetter bliver ulovligt udbudt, solgt til overpris, forfalsket, eller at der sælges billetter til musikbegivenheder, der slet ikke finder sted. Konsekvensen af billetsnyderiet er, at forbrugere og musiklivet bliver snydt.

Med kampagnen #billetblind ønsker kulturminister Mette Bock og 14 af landets officielle billetudbydere, spillesteder, interesseorganisationer og Forbrugerrådet Tænk at bekæmpe denne eskalerende problematik. Kampagnen skal guide forbrugerne til mere sikre billetkøb og til nemmere at kunne styre uden om det omfangsrige snyd ved salg af koncert- og festivalbilletter.

Kulturminister Mette Bock siger:

Det ulovlige billetsalg og snyderiet med salg af billetter til overpris kan sammenlignes med de doping- og matchfixing-problematikker, vi oplever i sports-og idrætslivet. Det nedbryder langsomt tilliden imellem branchen, publikum og udøverne. I sidste ende ødelægger ulovlighederne dét, vi alle sammen elsker - nemlig musikken og de fantastiske oplevelser, musikken giver os.

Fakta om kampagnen

Kampagnen, som har fokus på forbrugersikkerhed ved billethandel, har udviklet tre centrale billetråd, som i stil med de traditionelle baderåd guider forbrugeren til sikre billetkøb hos de officielle tjenester og arrangører. Kampagnen spredes via de i alt 15 deltagende parters digitale platforme og sociale medier.

Parterne bag kampagnen er:
Kulturministeriet, Roskilde Festival, NorthSide, Tinderbox, Down the Drain Concerts, Billetlugen, Smukfest, Spillestedet VEGA, Danske Koncert- og Kulturhuse, Dansk Live, Musik i Lejet, DR Koncerthuset, Forbrugerrådet Tænk, YourTicket og Billetsalg.dk ApS.

Se kampagnen på www.kum.dk/billetblind  

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder