• A +
  • A -
  • print

Dansk Musiker Forbund arbejder for at bevare orkestrene, som de er nu

07.12.2017 af Anine Fuglesang DMF

”Mit forslag er, at man bevarer musikkens solide placering i Danmarks Radio til gavn for den sociale, geografiske og genremæssige dimension,” lyder det fra Anders Laursen i Politiken-artikel.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Det forlyder ifølge en skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, at Danmarks Radio står til at skulle spare i omegnen 12,5 procent. Og i gårsdagens Politiken kunne man læse, at kulturminister Mette Bock (LA) har planer om at rykke DR SymfoniOrkestret under Det Kongelige Teater. En idé, som Dansk Musiker Forbund selvsagt er imod.

Formand, Anders Laursen, siger i artiklen og til situationen i det hele taget:

Det er en sørgelig situation for et lille land som Danmark, at reservationen og de negative holdninger til vores nationale radiofoni i den grad løber løbsk og får politikerne til at true med i praksis at ødelægge bare for at straffe. Ødelægge et kongeligt kapel. Og ødelægge et symfoniorkester og nogle kor, fordi man er så indædt vrede på Danmarks Radio. Mit forslag er, at man får styr på indholdet og på funktionen af Danmarks Radio i Public Service-aftalerne, men bevarer musikkens solide placering i Danmarks Radio til gavn for den sociale, geografiske og genremæssige dimension. Det, vi oplever lige nu, er pinligt, og jeg er desværre bange for, at man risikerer, at de bevilgede penge fra staten i stedet bruges på administration frem for kunst ved en eventuel sammenlægning.

Kunstnerisk identitet ødelægges

Det Kongelige Kapel regnes for at være verdens ældste af sin art og har historiske rødder helt tilbage til 1448. Orkestret udgør således en essentiel del af dansk kulturarv, som netop regeringen og Dansk Folkeparti ønsker bevaret. Det Kongelige Kapel er desuden Danmarks eneste Opera- og Teaterorkester.

DR SymfoniOrkestret er ikke bare Danmarks Radios orkester, men hele Danmarks symfoniorkester. Hver uge spiller orkestret for 350.000 danskere via elektroniske medier, ligesom orkestrets torsdagskoncerter radiotransmitteres til i gennemsnit 7-8 lande. Orkestrets virke må således regnes for at være kerne-public service.

Ved at flytte DR SymfoniOrkestret under Det Kongelige Teaters administration risikerer man at ødelægge begge orkestres kunstneriske identitet på grund af deres vidt forskellige kunstneriske profiler.

Dansk Musiker Forbund er i konstant dialog med vore musikere i DR SymfoniOrkestret og Det Kongelige Kapel, og vi kæmper for at bevare begge orkestre, som de er nu.

Læs hele artiklen fra Politiken her     

Nyheder fra MUSIKEREN

To nye kunstfonde for gamle penge

13.12.2017

Regeringen og Dansk Folkeparti er på finansloven for 2018 blevet enige om etableringen af to nye regionale kunstfonde: Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond. De to fonde finansieres ved at reducere...

Julen er streamingernes fest

12.12.2017

Streamingtjenesternes indtog påvirker også indtjeningen, når det gælder julehits. Særligt ét hit overrasker og udfordrer gamle klassikere som ’Jul – Det’Cool’.

Relaterede nyheder