• A +
  • A -
  • print

Dirigent får mindelegat

28.05.2019 af Anine Fuglesang DMF

Dirigent Morten Ryelund modtager Emil Holms Mindelegat for sin store indsats i Det Danske Ungdomsensemble, DUEN.

- Morten Ryelund har med DUEN skabt meget mere end ”blot” et musikalsk talent-udklækningssted. Han har formået at genskabe interessen for orkesterspil hos unge musikere, hed det blandt andet i motiveringen. (Foto: Steen Brogaard)

Kammersanger Emil Holms Mindelegat går i år til den 48-årige dirigent Morten Ryelund, som får prisen for sit store arbejde med danske ungdomssymfoniorkestre og i særdeleshed Det Danske Ungdomsensemble, DUEN. Med prisen følger 30.000 kroner.

Selv om ensemblet er en yngling på blot 15 somre, er ensemblet – takket være Morten Ryelunds ihærdige indsats fra den første spæde start i 2004 - i dag en institution i dansk musikliv. Mortens indsats har sat et kraftigt indtryk på den kommende generation af orkestermusikere og vil have afgørende betydning for dansk orkesterliv i mange årtier fremover.

Sådan sagde Dorte Bennike, formand for DR SymforniOrkestrets musikere, i motiveringen, da hæderen i fredags blev uddelt til Morten Ryelund.

Dorte Bennike fortsatte:

Der findes store musikere, som i kraft af deres blændende musikerskab får strålende karrierer. Og så findes der musikere, der vier deres liv og musikerskab til, at andre kan vokse, trives og få strålende karrierer. De sidste af slagsen fortjener al den hæder og ære, der kan hænges om halsen på dem.

Motiverer unge til orkesterspil

Emil Holms Mindelegat går til en person, ”der har gjort en ekstraordinær indsats i musikkens tjeneste”. Dorte Bennike begrundede yderligere, hvorfor legatet i år tildeles netop Morten Ryelund.

Dorte Bennike:

Morten Ryelund har med DUEN skabt meget mere end ”blot” et musikalsk talent-udklækningssted. Han har formået at genskabe interessen for orkesterspil hos unge musikere og dermed skabt ”et ungdomslandshold” for strygere, som udover ensemblets egne musikere også motiverer andre unge musikere til at klø ekstra på med orkesterspillet.

Morten Ryelund stammer fra Sønderjylland og er både uddannet dirigent og violinist. Han havde sin professionelle dirigentdebut foran Sønderjyllands Symfoniorkester i 1996 og har siden arbejdet med talrige orkestre og ensembler. DUEN hed fra 2004-2011 DRUEN – DR Ungdomsensemblet – og var en del af DR, hvorefter det i 2012 blev til Det Danske Ungdomsensemble (DUEN) og ført videre i eget regi. DUEN består i dag af 25 unge strygertalenter mellem 17 og 27 år.  


FAKTA
Hvem var Emil Holm?

DR’s første chef hed Emil Holm. Han stod i spidsen for DR de første 12 år (fra 1925-1937) og var også manden, der grundlagde DR SymfoniOrkestret og torsdagskoncerterne.

Selvom det efterhånden er 68 år siden, at Emil Holm døde, bliver han fortsat mindet én gang om året i DR Koncerthuset, når Kammersanger Emil Holms Mindelegat på 30.000 kroner bliver uddelt af DR SymfoniOrkestrets medarbejderforening.  

Udover at være DR’s første chef var Emil Holm også professionel operasanger på især de tyske operascener, og han havde et stort ønske om at bringe den klassiske musik ud til folket. Det gjorde han dels ved at oprette DR SymfoniOrkestret, og dels ved at grundlægge de ugentlige torsdagskoncerter, som senere i år kan fejre deres 86-års fødselsdag. Den 13. februar ville DR’s første driftsleder være fyldt 152 år, hvis han stadig levede.

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder