• A +
  • A -
  • print

DMF i fælles opråb med de samlede kunstnerorganisationer om omprioriteringsbidraget

04.11.2019 af Rikke Tjørring

Dansk Musiker Forbund har sammen med de øvrige kunstnerorganisationer i paraplyorganisationen Dansk Kunstnerråd indrykket en annonce i en række af landets dagblade for at få politikerne til at afskaffe omprioriteringsbidraget på kulturområdet fra 2020.

Omprioriteringsbidraget på hele det kunstneriske område bør afskaffes. Det er budskabet i en annonce, som Dansk Kunstnerråd indrykkede i en række af landets dagblade den 2. november. Formålet med annoncen er at åbne såvel befolkningens som politikernes øjne for kulturens bidrag - i en tid hvor politikerne forhandler om næste års finanslov. 

”Siden 2016 har omprioriteringsbidraget ramt dansk kunst- og kulturliv - herunder vores musikliv - hårdt. Besparelserne rammer bredt, men de har især haft negative konsekvenser for vores landsdelsorkestre – og i særdeleshed for Copenhagen Phil – som kæmper for fortsat at kunne levere musik på højeste niveau, fastslår Dansk Musiker Forbunds formand, Anders Laursen, der også er næstformand i Dansk Kunstnerråd.

Han fortsætter:

"Dansk Musiker Forbund har sammen med de andre kunstnerorganisationer i Dansk Kunstnerråd indrykket denne annonce, fordi vi ønsker, at omprioriteringsbidraget bliver afskaffet på hele kulturområdet - til gavn og glæde for hele befolkningen."