• A +
  • A -
  • print

DMF's hæderspris til Hugo

24.06.2014 DMF

Den karismatiske, vidtfavnende og velspillende jazz-godfather Hugo Rasmussen modtog i dag Dansk Musiker Forbunds hæderspris på 50.000 kr.

Hugo Rasmussen

Hugo Rasmussen hyldes af DMF med årets hæderspris 2014. (Foto: Steen Wrem/Polfoto)

Prisen blev overrakt af kulturminister Marianne Jelved, under en surprise-arrangement på Skt. Hans Torv i København. Hugo Rasmussen troede han skulle spille koncert, men blev i stedet overrasket af kulturminister Marianne Jelved, der brød ind i koncerten, for at overrække ham prisen bl.a. med disse ord:

”Dit viltre skæg og varme smil er blevet et symbol for varmen og de kunstneriske kvaliteter i jazzen. Stor bassist, stort skæg og stor jazzkunstner! Kort sagt: Du er en formidabel musikambassadør som personificerer dygtighed, musikalitet, humor, opfindsomhed, erfaring, nærvær, hjælpsomhed og karisma.Derfor får du i dag Dansk Musiker Forbunds Hæderspris. Tillykke Hugo!”

"Du er en unik jazzambassadør. Tillykke med hædersprisen," sagde kulturminister Marianne Jelved til Hugo Rasmussen. (Foto: Jael Nordbek Azoulay)

Kollegernes pris

”Når Dansk Musiker Forbund giver sin hæderspris til bassisten Hugo Rasmussen, så tør jeg sige, at det er hele Danmark, der hylder Hugo som kæmpe og imponerende musikambassadør.”

Ordene er Dansk Musiker Forbunds formand Anders Laursens, men de er sagt på vegne af alle musikere, som med hædersprisen – også kaldet ”kollegernes pris” - hylder en dansk musiker, som har en bemærkelsesværdig karriere bag sig. Og det har Hugo Rasmussen om nogen haft. Hans rolle som mentor og medspiller for unge musikere har haft stor betydning for flere generationer af unge jazzmusikere, som han i tidens løb har taget under sine vinger, spillet med og ladet sig inspirere af.

Netop Hugos arbejde med unge musikere er karakteristisk for hans musikalske virke. Og det var også det kulturministeren lagde vægt på i sin tale:

”Som etableret musiker har du haft åbenhed til at kaste dig ud i vilde projekter med de unge talenter. Og du har haft overskud til at hjælpe de unge talenter frem i verden. Som en far har du indviet ynglen i jazzens dybeste hemmeligheder - og du har givet jobs til ynglen – bl.a. i dit eget orkester Allstarz.”

En kamp for musikken

Hædersprisen går til en musiker, med et unikt drive, og et helt særligt menneske. Og netop Hugo Rasmussen er en mand, som har kæmpet sig frem til en karriere som musiker på trods af manglende forståelse hjemmefra i en tid og et samfund, hvor det ikke var nemt at bryde med den sociale rolle, man var blevet tildelt fra barnsben.

Kontrabassen blev Hugo Rasmussens et og alt efter et møde med bassisten Ole ”Bas” Christiansen. Og siden har han spillet i alle mulige og umulige sammenhænge, vejledt unge musikere og spillet og medvirket i børneudsendelser og andre tv-produktioner til glæde for hele landet:

”Hæderen går til en musiker og personlighed - og oven i købet lidt af en entertainer - der om nogen er nuets mand, der fanger sit publikum og sine medspillere bedre end nogen anden," udtaler formand for DMF, Anders Laursen.


Om Dansk Musiker Forbunds hæderspris:

Dansk Musiker Forbunds Hæderspris tildeles hvert år en udøvende musiker eller et orkester, der har spillet en stor rolle i det danske musikliv. Det være sig musikalsk, politisk, uddannelsesmæssigt, kollegialt, internationalt eller lokalt - musikere, der på den ene eller anden måde har forbedret mulighederne for eller inspireret andre musikere. Derfor bliver prisen også kaldt kollegernes pris.

Prisen er tidligere gået til bl.a. Lars Ulrich, Jens Klüver, Giordano Bellincampi, Jesper Thilo m.fl.

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder