• A +
  • A -
  • print

Enhedslisten: Kulturpakke skal styrke kunst og kultur

29.08.2017 af Anine Fuglesang DMF

Et nyt forslag fra Enhedslisten om indførelse af kulturservicefradrag kan vise sig at være til gavn for musikere. Det vurderer DMF’s skatterådgiver Trine Budtz om forslaget, der er en del af en større kulturpakke.

En ny kulturpakke bestående af fire forslag skal være med til at støtte kunst og kultur. Det mener Enhedslisten, som står bag kulturpakken, der lanceres i forbindelse med Folketingets åbning.

Et af de fire forslag går på at indføre et såkaldt kulturservicefradrag, der kan sidestilles med håndværkerfradraget. En eventuel indførelse af kulturservicefradraget betyder, at private brugere af kunst kan få fradrag på op til 6.000 kroner pr. person over 18 år i husstanden, hvis de bringer en kunstnerisk optræden ind i deres hjem, uden der tages entré. 

Interessant for DMF’s medlemmer

Som et eksempel på, hvor fradraget kan bruges, foreslår Enhedslisten fx musikere til bryllupper, fødselsdage, begravelser eller andre begivenheder.

Dette forslag er interessant for DMF’s medlemmer, mener Trine Budtz, skatterådgiver hos DMF:

Forslaget, der handler om et kulturservicefradrag, som kan sammenlignes med det eksisterende håndværker-/servicefradrag, er et interessant tiltag set fra DMF’s medlemmers synspunkt. Forslaget gør det muligt for private forbrugere at engagere levende musik til familiefester og få skattefradrag for udgiften til betaling af musikken. Det vil - alt andet lige - gøre det mere attraktivt for private at hyre live musik til familiefester, og derfor må det formodes at kunne få en positiv virkning for medlemmerne i form af flere spillejob.

Videreuddannelse af musikere

De første 100.000 kroner af en kunstners indtægt skal være skattefrie, lyder et andet forslag i Enhedslistens kulturpakke. Med fradraget ønsker Enhedslisten at sikre den skabende kunst, ved at det er salg af unikke kunstværker, der skal kunne trækkes fra op til de første 100.000 kroner.

Søren Søndergaard, kulturordfører hos Enhedslisten, uddyber til Information:

Det er jo ikke en ordning, hvor folk kan få fradrag for at sidde derhjemme og bare male et eller andet på væggen. Det er en ordning, der bygger på, at vi har nogle folk, som rent faktisk producerer kunst og også kunst, der kan sælges, men bare ikke så meget, at de kan koncentrere sig om at skabe mere kunst.

Ud over fradraget og kulturservicefradraget vil Enhedslistens kulturpakke indeholde forslag om videreuddannelsesmuligheder for kunstnere, så man som musiker for eksempel kan uddanne sig til musikskolelærer. Samt et forslag om at sikre borgere adgang til kunst- og kulturtilbud på institutioner som eksempelvis fængsler, plejehjem, behandlingssteder og hospitaler. Et forslag, der kan betragtes som en udvidelse af den allerede eksisterende huskunstnerordning.

Enhedslisten skal på banen

Enhedslisten er tidligere blevet kritiseret af blandt andre dagbladet Information for at være fraværende i debatten om kulturpolitik. Det vil Enhedslisten nu råde bod på, og i forlængelse af lanceringen af kulturpakken siger Søren Søndergaard til Information:

Vi skal løbende genopfinde samfundet og den måde, det er indrettet på, og derfor er det helt afgørende, at vi støtter den skabende kunst. Ikke fordi den kan finde en løsning, men fordi den kan bidrage til, at vi tænker nyt.

Nyheder fra MUSIKEREN

Elektronisk musik ud af subkulturen

20.09.2017

Ny rapport afdækker den danske elektroniske musikscene og synliggør interessen for organisering og professionalisering.

Audi ruller ind på Det Kgl. Teater

19.09.2017

Kunstnere og erhvervslivet skal være bedre til at samarbejde, hvis der skal holdes gang i budgetterne. Sådan lyder opfordringen fra tidligere musiker og brandingekspert Christian Have, efter Det Kgl....

Relaterede nyheder