• A +
  • A -
  • print

Hilsen fra DMF’s Sort Scene

08.07.2014 af Morten Fischer

Om man er legendarisk rockanmelder, Stevie Wonders manager, anekdotefortællende musiker eller en ung sangerinde, der lige har optrådt for det særegne og kærlige Roskilde-publikum, så er DMF’s Sorte Scene klar til at byde ”indenfor” i Roskilde Festivalens backstage-område. Mød nogle af gæsterne her.

Den legendariske rockanmelder Steffen Jungersen (i midten) gæstede naturligvis også DMF’s Sorte Scene. Her er han flankeret af DMF’s Lasse Fischer (til venstre) og næstformand Erik Damgaard (til højre). (Foto: Jael Nordbek Azoulay)

DMF’s Sorte Scene var traditionen tro på plads i Mediebyen, også kaldet Backstage Village, og kunne som den eneste tilbageværende repræsentant for musikerstanden byde indenfor. Mange branchefolk og musikere med helt specielle eller mere almindelige gøremål lagde vejen forbi og delte deres historie.

Torsten Lefmann var på Roskilde for at fortælle røverhistorier. (Foto: Morten Fischer)

Anekdoternes holdeplads

Musikeren Torsten Lefmann havde et mere utraditionelt job på festivalen end de fleste. ”Jeg skulle fortælle anekdoter fra Roskilde Festivalens historie,” oplyste Torsten, da han kiggede forbi DMF’s stand i mediebyen. Han havde naturligvis en guitar over skulderen, for lidt musik skulle der også til at sætte de 12 Arla-ansatte ind i den rigtige Roskilde-stemning.

En af de belærende anekdoter om festivalopførsel inkluderede blandt andet en ”joint-historie” om en festivalgænger og superfan af hiphop-bandet Cypress Hill, som pludseligt og helt uvidende fandt sig selv i en ”lejr”, hvor han kom til at dele en joint med sine idoler, der havde optrådt tidligere den dag i midthalvfemserne. Han kunne ikke genkende dem, og først da han kom til at sende jointen den forkerte vej rundt i kredsen (enhver ved jo, at man altid sender den venstre om) opdagede han, at lige ved siden af ham sad medlemmerne af Cypress Hill og påtalte fadæsen. Torsten selv fik til gengæld ikke meget festivalstemning under huden i år, da han som hårdtarbejdende musiker måtte haste videre til et spillejob ude i sommerlandet.

Raske Penge hoppede veloplagt ind i Nikolaj Nørlunds koncert dagen inden han selv stod med kompagnonen Klumben og fyrede den af på Orange Scene. (Foto: Morten Fischer)

En chance for at prøve noget nyt

Roskilde Festival er kendt for sine mange nye konstellationer af optrædende musikere. Især mange danske navne benytter hyren og lejligheden til at give sig selv og publikum en helt unik koncertoplevelse.

Fx var Nikolaj Nørlunds koncert på Arena en tour de force i duetter og gæsteoptrædener inklusiv et band med mange af tidens varme musikernavne, herunder Ulige Numres Carl Emil Petersen, Mellemblonds Kristoffer Munck og 4 Guys From The Futures Mads Brinck Nielsen, Anders Christensen og Rasmus Valldorf samt den islandske sangerinde Disa Jacobs. Choir Of Young Believers Cæcilie Trier dukkede op med et strygerensemble mens Christian Hjelm, Pernille Rosendahl, Niels Skousen og Raske Penge også var på gæstelisten og i front på scenen.

Lydmor var helt høj af al den kærlighed, hun havde oplevet på scenen, da hun efterfølgende hyggede sig hos DMF i mediebyen. (Foto: Morten Fischer)

Kærlighed i festivalstøvet

Men også på den elektroniske scene Apollo var de såkaldte "featurings" i højsædet. Lydmor alias 24-årige Jenny Rossander sang med det danske drum’n’bass-band Bottled in England, der optrådte til både publikums og anmeldernes begejstring på Apollo.

”Det var en fantastisk koncert. Publikum var virkeligt modtagelige - de kunne både få tæsk af Lucy Love og kærlighed af Kirstine Stubbe Teglbjærg fra Blue Foundation. De kunne få rap, blæsere… og lige meget hvad man smed i mod dem var de bare glade og med på den vibe. Da jeg kom ud på scenen lavede publikum hjertetegn, og jeg havde lyst at kramme dem alle sammen. Det samme gjaldt backstage, hvor alle vi gæstestjerner krammede hinanden. Det var en kærlig koncert,” konkluderede Lydmor, da hun tog sig en velfortjent pause hos DMF i mediebyen lørdag aften.

Stevie Wonders manager Keith Harris hilste på DMF's folk på Roskilde, bl.a. Thomas Hyllested. (Foto: Morten Fischer)

Stevie Wonders manager besøgte DMF

Stevie Wonders manager Keith Harris kiggede forbi "Sort Scene" i menscheffen og band var i gang med 'line check' inden aftenens koncert på Orange Scene. DMF’s Mikael Højris er gode venner med Keith Harris, der flere gange har beriget den danske musikbranche med guldkorn og anekdoter fra den internationale musikscene. Harris er en "musikernes mand" og besidder også stillingen som musikernes repræsentant i den engelske version af Gramex, PPL.

Stevies manager inviterede til at overvære koncerten fra fløjene på Orange Scene. (Foto: Morten Fischer)

Stevie på helt tæt hold

En helt særlig oplevelse var det at blive inviteret af Harris til at opleve Stevie Wonder fra siden af Orange Scene. MUSIKERENs udsendte var imponeret over Stevies stemme, energi og repertoire - ikke mindst en super funky version af Day Tripper (Beatles "b-siden" til We Can Work It Out, som Stevie selv udgav i 1971). Fire meget entusiastiske velklædte herrer dukkede op på sidefløjen af scenen og sang med på Day Tripper med anden stemmer og hele moletjavsen. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være engelske Kasabian - bandets musikere var meget begejstrede for at få en Stevie-oplevelse med i hatten oven på deres egen femstjernede koncert på Orange søndag eftermiddag.

Syng-med-koncert fra ende til anden med 64-årige Stevies ufatteligt lyse og klare stemme centralt i lydbilledet. Tak for den store musikalske oplevelse, Mr. Stevland Morris Judkins Hardaway som på den måde fik sat et punktum for de store musikalske oplevelser på festivalen ikke mindst Orange Scene!

Over 60.000 tilskuere anslås at have udgjort Stevies store danske kor, som han selv benævnte det. (Foto: Morten Fischer)
Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder