• A +
  • A -
  • print

Jaget vildt

28.11.2018 af Karen Bendix DMF

En tur gennem syge-/raskmelding i Jobcentret i Silkeborg førte et medlem ud i et sygdomsforløb, der forværredes af systemet. Med hjælp fra Dansk Musiker Forbund og Ankestyrelsen kom han videre i sit liv.

Turen igennem syge-/raskmelding hos Jobcentret kan være opslidende, når man er syg og har behov for at have ro på, fortæller et medlem. (Foto: JohnT_Unsplash)

Løse jobs, supplerende dagpenge, booking af egne jobs og ansættelser på forskellige musikskoler førte til en ordentlig psykisk nedtur for musiker Poul*.

Det er i dag otte år siden han første gang gik ned med stress, men turen op igen har været en lang sej kamp mod et system, der skulle understøtte og hjælpe ham, men i stedet mistænkeliggjorde ham, og kørte ham endnu længere ud.

LÆS OGSÅ Dårlig ledelse førte til stress

Presset blev for stort

Et presset musikerliv var med til at vælte Poul af pinden i første omgang:

”Jeg tjente ikke nok i perioder, og havde alt for mange forskellige småjobs. Jeg var samtidig på og af supplerende dagpenge, så Jobcentret pustede mig konstant i nakken, og jeg halsede af sted for at søge musikskoleskolejobs. Til sidste ville mit system ikke længere, og jeg gik ned med stressrelateret depression,” fortæller Poul, der sygemeldte sig i Jobcentret i håb om at få ro til at komme sig. Men sådan skulle det ikke blive.

LÆS OGSÅ Kort og godt om syge-/raskmelding

Mistillid og svigt

Poul har været igennem syge-/raskmeldingssystemet i Jobcentret af to gange. Begge gange har medført svigt fra kommunens side, hvor de har smidt vigtige papirer væk, sendt mødeindkaldelse Poul aldrig har modtaget og syltet hans sag.

”Jeg har oplevet et Jobcenter, der på ingen måde har haft intention om at hjælpe mig igennem. De har forsøgt at raskmelde mig på tidspunkter, hvor jeg har været virkelig syg. De har krævet dokumentation for timer og arbejde, de allerede har fået. De har stoppet mine sygedagpenge efter jeg ikke mødte op til et møde, jeg aldrig havde modtaget en indkaldelse til. Og de har brugt obskure undskyldninger for deres fejl som ”du er faldet mellem to stole” eller på anden måde prøvet at snige udenom deres egne fejl. Det hele har været en stor sparerøvelse fra kommunens side. Først til allersidst i mit sygeforløb fik jeg en sagsbehandler, der lyttede til mig, og forstod min situation. Og derefter fik jeg det hurtigt bedre, mere ro og en fornemmelse af tillid.”

LÆS OGSÅ Gode råd til syge-/raskmelding

Hjælp var nødvendigt

Hvis man sygemelder sig, er det derfor meget vigtigt at sætte sig ind i reglerne og kende sine rettigheder, erfarer Poul, der havde DMF med på sidelinjen sagen igennem:

”Jeg har fået stor hjælp af DMF, som både har hjulpet mig med at forstå reglerne og rådgivet mig i, hvordan jeg skulle forholde mig til  Jobcentret og samtaler med kommunen og sagsbehandlere. Det har været en kæmpe hjælp. For når man er sygemeldt, er det meget svært at overskue sagen og se det hele fra oven. Men som systemet ser ud i dag, er det virkelig vigtigt at sætte sig ordentligt ind i regler og love om syge-/raskmelding.”

Fik tilbagebetalt sygedagpenge

Pouls sag endte godt. Han fik med DMF’s hjælp sin sag i Ankestyrelsen og fik tilbagebetalt sygedagpenge for de perioder, hvor Silkeborg Kommune havde skåret ydelserne væk. Han er nu tilbage på arbejdsmarkedet med faste og løse ansættelser og skiftende spillejobs. Og han har fået det meget bedre, efter han ikke længere skal kæmpe mod det system, der egentlig skulle hjælpe ham:

”Jeg vil meget nødig blive syg eller arbejdsløs igen. Jeg har følt mig som jaget vildt i kommunens og Jobcentrets system, og har nærmest haft et fuldtidsarbejde under mit sygdomsforløb i at finde dokumentation, gå til møder og blive kontrolleret. Havde det ikke været for DMF og Ankestyrelsen, var jeg ikke kommet igennem det.”  

(*Medlemmet ønsker at være anonymt. Redaktion har kendskab til navn.)     

Gode råd fra Poul:

  1. Få kopier af alle sagsakter og mødeindkaldelser på print.
  2. Kontakt Dansk Musiker Forbund for rådgivning, hjælp og forståelse af reglerne.
  3. Optag samtaler i Jobcentret og tag en bisidder med til møder.
  4. Sæt dig ind i reglerne – bl.a. forlængelsesregler for sygedagpenge.
  5. Få DMF til at hjælpe med at søge partshøring.
  6. Sørg for at få en sagsbehandler, de vil hjælpe dig igennem.

Dansk Musiker Forbund har tidligere samarbejdet med FTF om sagsbehandlerordning. I forbindelse med sammenlægningen af FTF og LO fra 1. januar 2019, bliver ordningen ændret, hvilket vi vil informere om.

Nyheder fra MUSIKEREN

MUSIKEREN delbar og læsevenlig

11.12.2018

Online og app-versionen af Fagbladet MUSIKEREN er blevet opdateret, og er nu meget mere læsevenlig og delbar, med mulighed for at dele artikler direkte til sociale medier og mail.

På jagt efter musiktalenter

03.12.2018

47 projekter med støtte fra Statens Kunstfond gør en ekstra indsats for de interesserede børn og unge, der skal blive særligt dygtige til musik. Et af projekterne finder vi i Haderslev.

Relaterede nyheder