• A +
  • A -
  • print

Kammermusikmiljøet vil øge samarbejdet

15.05.2018 af Karen Bendix DMF

Weekendens kammermusikkonference var startskuddet på et øget samarbejde mellem musikere, komponister og kammermusikforeninger.

(Pressefoto)

Kammermusikforeninger, musikere og komponister var søndag d. 13. maj samlet på Højskolen Snoghøj mellem Fredericia og Middelfart til netværksdag. Grundlaget for konferencen var en undersøgelse lavet i 2015, der viste, at kammermusikmiljøet er interesserede i at udvikle samarbejde med de øvrige kammermusikforeninger og festivaler, med musikere og komponister.

Derfor var repræsentanter fra alle tre dele af kammermusikmiljøet – musikforeninger, musikere og komponister - mødt op for at netværke med hinanden, lade sig inspirere af oplæg og debattere i workshops og paneldebat.

Samlet set kunne jeg fornemme en enorm sult efter at netværke og bruge hinanden på kryds og tværs. Det var spændende at høre de musikere, der spiller meget i musikforeningerne, da de arbejder på tværs af foreningerne og har en enorm erfaring med, hvad der sker i de forskellige foreninger, hvad der virker godt, og hvad nogle foreninger kan gøre bedre.

Det fortæller Bo Gunge fra Dansk Komponistforening.

Han har været med til at arrangere konferencen med workshops, paneldebat og oplægsholdere, hvor bl.a. formand Anders Laursen fra Dansk Musiker Forbund fortalte om, hvordan de klassiske musikforeninger kan nytænke deres formidlingsformer.

Musikerne arbejder på tværs

Musikerne er dem, der kender til musikforeningernes forskelligheder, da de kommer rundt til alle kroge af landet og derfor oplever foreningernes forskellige tilgange til programlægning.

Blokfløjtenisten Bolette Roed og bratschisten Asbjørn Nørgaard fra Den Danske Strygekvartet er nogle af de musikere, der er meget rundt i landet og kender musikforeningerne på tværs. Begge musikere kom med nogle meget præcise råd til musikforeningerne. Fx at det er vigtigt, at en forening profilere sig klart i forhold til, hvilken musik de vil booke. Og at hver koncert eller programrække skal være unik, altså have en vinkel eller et koncept, så publikum ved, hvad de får. Men også så musikerne kan henvende sig til relevante musikforeninger. Spiller en musikforening fx mest moderne musik, er det unødvendigt at bruge tid på at foreslå barokmusik.  

Forskellighed er en styrke

De danske kammermusikforeninger er meget forskellige og har nogle meget forskellige profiler. De har i dag ikke det store samarbejde, hverken om programlægning, bookning af musikere eller bestilling af værker. Det er en stor styrke, at hver musikforening har sine lokale musikalske præferencer. Og samtidig er det vigtigt at give sig selv et benspænd i programlægningen.

Bo Gunge fortalte om, hvordan man fx kan lade sig inspirere til at programlægge anderledes ud fra den repertoirestatistik, der er udarbejdet for danske musikforeninger, som viser, at størstedelen af musikforeningerne vælger repertoire skrevet af mænd, komponeret i Tyskland før 1985. Man kunne derfor med fordel bruge statistikken til at vælge musik, der falder uden for de kategorier.

Inspiration på workshops

I løbet af dagen blev deltagerne på konferencen inddelt i grupper til workshops, hvor emner om, hvordan man kan forbedre samarbejdet mellem musikere, komponister og foreninger, samt kommunikation og markedsføring, programlægning og meget andet blev diskuteret.

Arrangørerne håber, at konferencen vil blive startskuddet på et øget samarbejde og en årlig konference, der kan samle kammermusikmiljøet.

Læs mere i næste nummer af fagbladet MUSIKEREN

Nyheder fra MUSIKEREN

Pop-Pilot: “Bedste veninder i en uge”

17.10.2018

I denne uge afholdes musiklejren Pop-Pilot i Thisted, Fredericia og på Amager. Her spiller og skriver unge piger deres egen musik med hjælp fra erfarne musikere.

Beethoven er lytternes favorit

11.10.2018

P2’s lyttere har talt. Beethoven, Ravel og Mozart er danskernes foretrukne klassiske musikere.

Relaterede nyheder