• A +
  • A -
  • print

KarriereKanonen sender otte talenter til Smukfest

06.05.2019 af Anine Fuglesang DMF

Efter koncerter på weekendens SPOT Festival har talentforløbet KarriereKanonen valgt otte navne til finalen på Smukfest. Før festivalen venter der alle otte professionel karriererådgivning.

Undertekst er blandt de otte finalister i årets KarriereKanonen, der skal spille på Smukfest til august. (Foto: Julius Ambrosius)

Efter weekendens Spot Festival er årets otte finalister til talentforløbet KarriereKanonen fundet.

De otte finalister er: Patina, Angående Mig, Frida Diamant, Statisk, Elyss, Gimi, Undertekst og Høker.

Finalisterne er fundet blandt en bred vifte lovende navne fra den danske undergrund, hvoraf 12 fik chancen på årets SPOT Festival. De 12 talenter er udvalgt blandt mere end 1.700 kunstnere, der alle havde tilmeldt sig KarriereKanonen 2019.

Skræddersyet karriererådgivning

De otte udvalgte modtager i de kommende måneder intensiveret rådgivning, inden de alle optræder på Smukfest tirsdag den 6. august. Efter koncerterne på Smukfest bliver KarriereKanonens tre vindere udpeget, hvorefter de træder ind i et skræddersyet karriereudviklingsforløb.

På Smukfest spiller desuden sidste års vindere Ravi Kumar, Fravær og Tobias Albert samt de tidligere KarriereKanonen-vindere K-Phax og The Minds of 99, ligesom tidligere finalister som Benal, Barbara Moleko og Nikoline er på plakaten.

De fire navne, som ikke er valgt til at fortsætte i KarriereKanonen, er MindreEnd3, Philip Pors Jepsen, Turi og Aisle. Men deres musik kan fortsat – ligesom alle andre tilmeldtes – høres på dr.dk/kanon


Om KarriereKanonen

KarriereKanonen er et nøje tilrettelagt talentforløb, som ruster lovende musikere til en professionel karriere. Et forløb, hvor alle kunstnere bliver hørt, får respons og bliver tildelt et udstillingsvindue, og særligt udvalgte får tildelt en endnu bredere vifte af udviklingsmuligheder.

KarriereKanonen bygger på tre partnere med hver deres ekspertise: DR bidrager med platformen dr.dk/kanon, med løbende anbefalinger og med airplay og omtale på P3 og P6 BEATs flader. Bandakademiet bidrager med kunstnerisk og praktisk rådgivning i tæt samarbejde med musikbranchens centrale aktører. Og Smukfest bidrager med livejobs over for et sultent festivalpublikum.

Talentforløbet blev grundlagt af DR i 2002 som et initiativ til at fremme kunstnere med dansk lyrik – dengang vandt navne som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band. I 2009 udvidede man sin partnerkreds, så KarriereKanonen blev et bredt funderet talentforløb, der også fokuserer på at udvikle musikere inden for felter som koncerter, sangskrivning og branchekendskab. I dag driver Bandakademiet, Smukfest og DR KarriereKanonen i fællesskab og inddrager al dansk originalmusik på tværs af sprog og genrer. Blandt de seneste års vindere finder man navne som The Eclectic Moniker, Djämes Braun, Kaliber, Ida Gard, Birk Storm, Vild $mith, Sonja Hald, Katinka, Moody, K-Phax og The Minds of 99.

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder