• A +
  • A -
  • print

Kick for de smalle genrer

01.03.2017 af Mads Mazanti DMF

Den sidste søndag i februar dannede Kansas City i Odense rammen om DMF-arrangementet Kick for de smalle genrer.

One hand var en af de elektroniske duoer, der spillede ved Kick for de smalle genrer i Kansas City i Odense. Eventet var arrangeret af DMF Syd, for at sætte fokus på den elektroniske genre. (Foto Mads Mazanti)

Den gamle Kansas-fabrik på Munkebjergvej, der oprindeligt producerede slidstærkt arbejdstøj, huser i dag ca. 40 øvelokaler og et spillested med plads til 350 mennesker. Søndag d. 26. februar lagde det odenseanske musik-krydsfelt lokaler til DMF-arrangementet Kick for de smalle genrer.

Eventet henvendte sig primært til musikere fra de elektroniske genrer, der i Kansas City kunne møde branchefolk, høre oplæg og opleve hele syv live-acts.

DMF Syd slog sig sammen

DMF Odenses formand, Chris Kromann, bød de fremmødte velkommen på vegne af DMF-afdelingerne i Haderslev, Sønderborg, Sydvestjylland, Trekanten, Fyns Stift, Svendborg og Odense. 

”Vi har tidligere afviklet lignende Kick-arrangementer for bla. rock-orkestre. Denne gang vil vi tilgodese de smallere genrer som electronika, rap og DJ’s. De syv afdelinger er hver især for små til at løfte kontakten til disse mindre genrer, men til dette event kan vi splejse og gennemføre et arrangement af lidt større karakter. Det er en god indfaldsvinkel til at komme i snak med musikerne, hvilket er hele intentionen med Kick for de smalle genrer,” siger Chris i backstage-lokalet, hvor flere af de optrædende musikere er i gang med forberedelserne til dagens show. 

Elektroniske musikere er også DMF'ere

Formanden for DMF i Odense bød velkomment til Kick for smalle genrer i Kansas City. (Foto Mads Mazanti)

”Det er vores opgave, at fortælle alle udøvende musikere, at de leverer en vare, der fortjener at blive belønnet som et anstændigt stykke musikerarbejde. I de elektroniske miljøer er der måske tale om musikere, der ikke rigtig føler, de hører til nogen steder. Vi vil gerne fortælle disse kunstnere, at de også er en del af DMF’s fagområde, og at de bliver betragtet på lige fod med en violinist i et symfoniorkester eller en rockstjerne på en større scene,” forklarer Chris Kromann.

Fedt at networke

"Det handler om at have et unikt udtryk man kan tage med på scenen så man ikke lyder som alle de andre," fortæller duoen Zookeepers. (foto Mads Mazanti)

På scenen er Zookeepers første act. Den elektroniske duo består af 21-årige Søren Oliver Due fra Oure på Sydfyn, og københavneren William de Waal på 19 år. De to selvudnævnte nørder mødtes på Oure Efterskole, og har lavet musik sammen i tre år. De har allerede godt hul igennem til udlandet og arbejder intenst med udtrykket fra scenen:

”Inden for vores del af den elektroniske genre spiller næsten alle kun DJ-set. Man spiller ikke kun sin egen musik. Det handler om at have et unikt udtryk, man kan tage med på scenen, så man ikke lyder som alle de andre. Ellers kan der stå fem DJs og spille det samme,” forklarer duoen, der spillede på Tinderbox sidste sommer. De er glade for at få muligheden for at spille til Kick for de smalle genrer:

”Her kan vi komme ud i et miljø med andre musikere og fremvise, at vi også er kunstnere, der skaber ting selv i stedet for bare at være DJ-dukker, der står og spiller på en natklub. Det er fedt at networke og opdage ting og høre hvad ser sker,” siger Søren. Han understreger, at han er glad for at DMF aktivt går ind og støtter op om sub-genrerne med dagens event.

Skru op for indsatsen, DMF

DMF kan sagtens skrue endnu mere op for indsatsen over for den elektroniske genre, mener Mads WMP fra Weapons of Mads production, der har været med til at arrangere Kick for smalle genrer i Odense. (foto Mads Mazanti)

Rapperen Mads aka ”W.M.P - Weapons of Mads Production” har udviklet dagens koncept i samarbejde med DMF. På musiksiden er han selv involveret i electro-swing projektet Juda-Bug og duoen Rewinded. Den musikalske iværksætter er optimistisk på den elektroniske musiks vegne i lokalområdet.

”Det er på vej op. Der er kommet mere fokus på, at det elektroniske miljø er andet end bas-arm og DJ’s. Der er flere og flere acts, der kommer med et set up af instrumenter. Men ligesom så mange andre niche-genrer er det svært at skaffe publikum, men det hjælper på det,” siger han i en rygepause.

Han er glad for at DMF med arrangementet rækker en hånd ud til miljøet, men mener sagtens forbundet kan skrue endnu mere op for indsatsen.

”DMF skal være mere synlige og vifte med fanerne på spillestederne, og alle andre steder, hvor der er brug for dem. Det er tit på de mindre steder, at de musikere man gerne vil have fat i færdes,” siger den 35-årige rapper fra Svendborg.

Og Benjamin Aggerbæk fra DMF’s Hovedbestyrelse er enig.

”Jeg tror, vi i DMF skal bruge krudtet på miljødialoger. Vi skal fortælle miljøer som det elektroniske, at de skal melde sig ind og give os mandat til at gøre noget for dem. De smalle genrer er også nødt til at organisere sig for at få DMF i ryggen – ellers ved vi ikke, hvor vi skal starte eller slutte i forhold til, hvad vi skal gøre for dem som forbund,” siger Benjamin, der har taget turen fra København til Odense. Han mener at forbundet bør gøre brug af medier som Facebook Live, så man hurtigt, let og billigt kan komme ud til de forskellige miljøer.

”Ved at vidensdele lærer vi behovene, udfordringerne og succeshistorierne at kende også i de smalle miljøer. Ved at aktivere det enkelte medlem skaber vi også generelt større synlighed omkring DMF’s arbejde,” slutter Benjamin Aggerbæk, mens musikken på scenen i Kansas City afslører, at potentialet blandt de lokale, elektroniske musikere er meget stort og vidtspændende.

Sleepless var et af de syv acts, der satte fokus på den elektroniske musik ved eventet Kick for de smalle genrer. (Foto Mads Mazanti)
Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder