• A +
  • A -
  • print

Kulturen skæres med 820 mio.

31.08.2018 af Petrine Jørgensen DMF

Kulturen bliver skåret 820 millioner de næste fire år og derefter fortsætter to-procents-besparelserne ifølge regeringens finanslovsudspil.

Det bliver ikke den gaveregn til kulturen, som kulturminister Mette Bock ellers lagde op til på Kulturmødet Mors i sidste uge. (foto Karen Bendix)

I går præsenterede regeringen sit finanslovsudspil. På kulturområdet blev udspillet fremlagt som en gaveregn, men kigger man på bundlinjen, viser det store besparelser på hele kulturområdet.

Kulturminister Mette Bock meddelte i sidste uge, at der vil blive afsat 400 millioner kroner til kulturen på regeringens finanslovsudspil. Dog skal to procents-besparelserne fortsætte. I går præsenterede regeringen sit finanslovsudspil, hvor Kulturministeren kunne meddele, at der yderligere vil blive givet 104 millioner kroner til kulturelle initiativer udover de 400 millioner kroner.

Virkeligheden er en anden

Det er umiddelbart flotte tal, hvis to procents-besparelserne ikke fortsatte over hele kulturområdet. Men det gør – også efter 2022. Det betyder helt konkret, at selvom der i 2019 gives 139 millioner kroner til kulturen, så udgør to procents-besparelserne et minus på 81,4 millioner kroner. Det vil sige, at der reelt kun kommer 57,3 millioner kroner ud til kulturen i 2019.

Minus 134,5 mio. kr. i 2022

Lige så heldige er kulturområdet ikke de kommende år efter 2019. I 2020 tilføres der 124,7 millioner kroner til området, men to procents-besparelserne udgør på det tidspunkt 164,6 millioner kroner. I 2020 står derfor minus 39,9 millioner kroner på bundlinjen, og der tilføres reelt ingen penge til kulturområdet. Og sådan fortsætter besparelserne frem til 2022, hvor der står minus 134,5 millioner kroner på kulturområdets bundlinje. 

To procents-besparelser uden slutdato

Med hjælp fra Kulturministeriets spin har medierne jublet de sidste par dage og skrevet, at to procents-besparelserne slutter i 2022 (læs Politiken) Det er ikke korrekt. To procents-besparelserne vil fortsætte i 2022 og efter. Dog vil de penge som tages ud af kulturen i 2022 vil blive tilbageført til kulturområdet. Her er der tale om, at der tilbageføres 75 millioner kroner i 2022, hvor man i de fire foregående år har mistet i alt 820 millioner kroner på kulturområdet.

Politikerne har endnu ikke besluttet, hvorvidt at pengene i 2022 skal tilbageføres en til en til kulturinstitutionerne, eller om pengene skal prioriteres til specifikke kulturinstitutioner. 

Manglende jubel fra DMF

Dansk Musiker Forbunds formand, Anders Laursen, ser derfor ingen grund til at juble over finanslovsudspillet i disse dage: 

”Kulturministeren har endnu en gang vist, at hun er fremragende til at sætte historier op. På trods af et stort minus på bundlinjen fra næste år og frem, fremstår det i medierne, at to procents-besparelserne slutter i 2022. Men det er ikke tilfældet. Samtidig er det blevet sagt flere gange, at nu får kulturen endelig flere penge. Det er ikke korrekt. Når vi kigger på de reelle tal, er der minus på bundlinjen i alle år frem til 2022 på nær i 2019, hvor man har et beskedent overskud på 57,3 millioner kroner. Vi vil derfor opfordre de andre partier i regeringen, Konservative og Venstre, til at kæmpe for reelt at afskaffe to procents-besparelserne, når de snarlig går til forhandlinger om finansloven. Ellers batter det slet ikke for kulturen i Danmark.”

Nyheder fra MUSIKEREN

Livemusikken er i fremgang

19.09.2018

Ifølge en ny rapport er omsætningen i musikbranchen steget med 23 procent, og det skyldes i høj grad livemusikken.

JazzDanmark inviterer til møde

19.09.2018

Den nye public service-kontrakt i DR vil betyde mindre jazz på sendefladen. JazzDanmark inviterer derfor til møde på mandag d. 24. sept.

Relaterede nyheder