• A +
  • A -
  • print

Medieforlig kan blive genforhandlet efter valget

06.03.2019 af Petrine Puper Jørgensen DMF

Socialdemokratiet åbner for at forhandle et nyt medieforlig, hvis de vinder det kommende folketingsvalg.

Foto: Anders Hviid

Regeringen og DF indgik sidste år et medieforlig, som betyder en massiv nedskæring på 1,1 milliarder kroner på dansk medieindhold og Public Service, herunder en besparelse på 20 procent på DR. Størstedelen af oppositionen var hurtige til at melde ud, at de ville tilbagerulle medieforliget, hvis der kom regeringsskifte efter valget. Socialdemokratiet har dog været stille indtil denne uge, hvor Altinget skriver, at Socialdemokratiet nu vil åbne for medieforhandlingerne, såfremt de vinder valget.

Vil styrke Public Service

Årsagen til denne udmelding er, at Socialdemokratiet vil styrke Public Service-indholdet i forhold til den svækkelse, der er sket i det nuværende medieforlig. Derudover udtaler Mogens Jensen, kulturordfører (S), til Mediawatch, at man udover at styrke Public Service også ønsker fra socialdemokratisk side at få internationale aktører til at være med til at betale til dansk indhold, således at man sikrer en mediestøtte, som fortsat støtter mangfoldigheden i det danske mediebillede.

Alle besparelser kan ikke tilbagerulles

Mogens Jensen understreger dog overfor Mediawatch, at Socialdemokratiet ikke kan love at rulle besparelserne tilbage krone for krone. Det er derfor endnu uvist, hvor meget af besparelserne som Socialdemokratiet ønsker at rulle tilbage.

Dansk Musiker Forbunds formand, Anders Laursen, finder det positivt, at man nu er enige om at ville tilbagerulle dele af besparelserne og sikre, at udenlandske aktører er med til at betale for dansk medieindhold, hvis der kommer et regeringsskifte.

Anders Laursen udtaler:

Det nuværende medieforlig indeholder nogle af de største besparelser, vi nogensinde har set på dansk medieindhold og Public Service. Og medieforliget har allerede fået store konsekvenser for vores musikere og vore lyttere, da DR, grundet besparelserne, har set sig nødsaget til at lukke radiokanalerne P6, P7 og P8, som dermed fjerner mangfoldigheden for musik på DR’s sendeflade. Det vil derfor blive budt velkommen, hvis en Socialdemokratisk ledet regering efter valget vil åbne for at tilbagerulle besparelserne, så vi forhåbentlig kan redde nogle af vores mangfoldige radiokanaler. Samtidig er det positivt, at Socialdemokratiet italesætter problemet om internationale aktører og deres manglende bidrag til dansk medieindhold. Det mangler i den grad i det nuværende medieforlig.

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder