• A +
  • A -
  • print

Musiker med bijob: ”Jeg er en fri fugl”

29.05.2019 af Petrine Puper Jørgensen DMF

Hidekazu Uno er blandt de udenlandske musikere, som har været ramt af de hårde regler for bijobberi. Nu har han endelig fået permanent opholdstilladelse.

Foto: Mats Larsson

Det var japanske Hidekazu Unos store drøm, som gik i opfyldelse, da han for 17 år siden vandt en konkurrence i Det Kongelige Kapel og blev fastansat som musiker. Han spiller bratsch, og man har primært kunnet se ham i orkestergraven på Det Kongelige Teater de seneste 17 år, kun afbrudt af en kort periode i 2014, hvor Hidekazu Uno tog et halvt års orlov fra Kapellet for at spille i DR SymfoniOrkestret.

LÆS OGSÅ: Udenlandske musikere får ret til bijob

Årsagen til orloven var, at Hidekazu Unos søn gennemgik en svær periode i sit liv, og Hidekazu Uno, som var alenefar på det tidspunkt, ønskede at være mere hos din søn for at støtte ham. Arbejdstiderne i Det Kongelige Kapel var ofte aftenarbejde, så da Hidekazu Uno fik tilbudt en kontrakt på et halvt år i DR SymfoniOrkestret, var det en kærkommen håndsrækning.

Hidekazu Uno fortæller:

Jeg ville rigtig gerne være der for min søn, som mistede sin mor i en alt for tidlig alder. Alt aftenarbejdet i Det Kongelige Kapel gjorde det svært, så jeg sprang til, da jeg fik muligheden for at spille i DR SymfoniOrkesteret. Det var nogle andre arbejdstider, som gjorde, at jeg i højere grad kunne bruge tid sammen med min søn. Jeg fik derfor orlov fra Kapellet imens.

Brød loven

Hvad, Hidekazu Uno ikke vidste på dette tidspunkt, var, at han brød loven, da han skrev kontrakt med DR SymfoniOrkestret. Efter Hidekazu Uno havde afsluttet sin kontrakt med DR SymfoniOrkesteret, skulle han ansøge om ny opholdstilladelse i Danmark. Hidekazu Uno fik en ubehagelig overraskelse, da han fik afslag. Afslaget kom nemlig med en besked om, at han havde brudt loven, fordi han havde arbejdet et andet sted end Det Kongelige Kapel, hvor han havde sin arbejdstilladelse.

Ud over afslaget på opholdstilladelse fik Hidekazu Uno også en karensperiode på 15 år for at søge permanent opholdstilladelse samt en bøde på 5.000 kroner.

Hidekazu Uno fortæller:

Jeg var slet ikke klar over, at jeg havde brudt reglerne på det tidspunkt. Jeg havde jo et fast job i Det Kongelige Kapel, da jeg fik beskeden, så jeg var meget overrasket.

Nye regler sætter den kunstneriske sjæl fri

Hidekazu Uno blev meget fortvivlet, da han fik beskeden. Han ønskede ikke at flytte fra Danmark med sin søn, som havde fået det godt og samtidig var faldet til i det danske samfund. Det var derfor en glædelig nyhed allerede i juni sidste år, da reglerne for karens for permanent opholdstilladelse blev ophævet.

Hidekazu Uno fortæller:

Jeg fik ad omveje at vide, at reglerne for permanent opholdstilladelse var blevet ændret, men at jeg stadig ikke måtte bijobbe uden at søge om tilladelse først. Så jeg søgte permanent opholdstilladelse lige efter sommerferien.

Lige før påske i år modtog Hidekazu den glædelige nyhed om, at han havde modtaget permanent opholdstilladelse, og kort tid efter kom beskeden om, at Hidekazu fremover kan bijobbe uden at søge om tilladelse til dette. For Hidekazu har det stor kunstnerisk betydning for ham at kunne bijobbe, da han i højere grad kan udvikle sig som musiker ved at tage andre jobs videre siden af sit arbejde i kapellet.

Det er meget stort for mig, at jeg nu kan spille koncerter andre steder. Vi, musikere, har brug for at spille i forskellige ensembler, hvor vi kan dygtiggøre os endnu mere og dele vores kunst med verdenen. Jeg kan nu sige ja til soloer til fx kirkekoncerter. Det gør mig meget glad, og jeg føler mig som en fugl, der er sluppet fri af sit bur. Og jeg er meget taknemmelig for Dansk Musiker Forbunds store arbejde på området.

Danmark mere attraktivt for udenlandske musikere

Slutteligt mener Hidekazu Uno også, at de nye regler er rigtig positive, fordi Det Kongelige Kapel nu i højere grad kan tiltrække dygtige musikere fra hele verdenen.

Vi har lige fået en dygtig violinist i Det Kongelige Kapel fra Japan. Hun er virkelig talentfuld, og det gør mig glad, at de nye regler bevirker, at hun kan spille hos os, men samtidig kan bruge sit talent i andre sammenhænge.

Lovændringen blev vedtaget d. 30 april 2019 og træder i kraft 1. juni 2019. Læs mere her

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder