• A +
  • A -
  • print

Musikerklub har været samlingssted i 25 år

19.10.2015

Landets ældste musikerklub samler på femogtyvende år musikere til socialt og kollegialt samvær og idéudveksling, og det skal fejres, er meldingen fra Musikerklubben Sydsjælland.

Musikerklubben i Sydsjælland holder 25 års jubilæum søndag den 25. oktober 2015.

I 1990 samledes en håndfuld musikere for første gang og Musikerklubben i Sydsjælland var en realitet. Mødet fandt sted hos Freddy Petersen syd for Næstved, og måned efter måned blev skaren af musikere der mødtes større og større. Der blev hygget og spillet musik, byttet noder samt udvekslet erfaringer og sjove idéer i stor stil.

”Det var jo før internettet, og mange havde stor glæde af disse kammeratskabsaftener, fotokopier fløj gennem luften, og der blev delt klodser til de sidste nye Grand Prix-melodier. Man lærte hinanden at kende som kollegaer, og Musikerklubben har også flere nye spille konstellationer på samvittigheden,” mindes musikeren Henrik Lundby fra Næstved, der også er kasserer i DMF Sydsjælland.

Musikerklubben Sydsjælland er landets ældste, senere startede musikerklubber andre steder i landet, bl.a. i Aarhus, på Vestsjælland og på Fyn. Selv om klubben er for alle, har DMF Sydsjælland gennem alle år støttet op om diverse tiltag, og klubben har været med til at hverve mange nye medlemmer gennem årene.

”Tider skifter og i en periode var der ikke pokkers meget aktivitet, men sidste gang var vi da 15-16 personer hos mig,” siger Henrik Lundby, der fremhæver at det de senere år primært har været Brian Nygaard og Kristian Seeger, der har været tovholdere, og det er da også netop dem, der står for programmet i anledning af jubilæet søndag den 25. oktober 2015.

DMF Sydsjælland har i anledning af jubilæet kombineret årets udflugt med festligholdelsen, hvor turen går til Møn og Samlermuseet Thorsvang danner rammen om festlighederne i den gamle Palmehave.

”Alle er velkomne, medlemmer, ikke medlemmer, tidligere medlemmer, af DMF eller Musikerklubben, og tag bare påhæng med, det bliver en hyggelig dag,” opfordrer Henrik Lundby. Som aftenens underholdning har udvalget hyret den legendariske Guitar Kaj alias Bertil Abildgaard.

  • 13:30 Bus afgang Næstved (Kvægtorvet ved kvickly)
  • 14:05 Opsamling i Vordingborg (Stationen)
  • 14:45 Ankomst til Thorsvang på Møn
  • 15:00 Eftermiddagskaffe og kage
  • 16:00 Rundvisning på Thorsvang
  • 17:30 - 19.00 hygge og evt. Jam
  • 19.00 - 21.30 buffet og underholdning.
  • 21.45 kører bussen retur.

Der er en egenbetaling på kr. 100.- pr. person, og prisen inkluderer;

  • Bus tur/retur
  • Indgang og rundvisning på Thorsvang
  • Eftermiddagskaffe og kage
  • Buffet
  • Underholdning
  • To genstande pr. person (øl, vin eller vand )

Tilmelding skal ske til sydsj@remove-this.dmf.dk eller Brian Nygaard tlf. 41192547

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder