• A +
  • A -
  • print

Samarbejde, dialog og synlighed

10.08.2016 af Birgitte Theresia Henriksen DMF

Der er 27 lokalafdelinger i Dansk Musiker Forbund. Otte lokalformænd- og kvinder fortæller om deres samarbejder med det lokale musikliv.

"Vi holder dialogen med vores medlemmer og skaber følelsen af fællesskab også med de unge, potentielle medlemmer," siger Kim Jensen, formand i DMF Sydvest

”Vi skal gøre, hvad vi kan for at få nuværende og kommende medlemmer til at se DMF som den fede klub, der passer på dig og din musik,” siger Kim Jensen, formand i DMF Sydvest.

Der er udfordringer nok at tage fat på for musikere i DMF Sydvest, som gør et stort arbejde for at komme ud til de unge på musikskolen, MGK og på konservatorie

”Vi er blandt andet repræsenteret på konservatoriet med en ambassadør, som er en elev, vi har et rigtig godt samarbejde med. Og så har vi været så heldige, at Esben Laursen fra DMF a-kasse-service bliver brugt af konservatoriet som underviser, blandt andet i hvordan man står som iværksætter og i forhold til a-kasse. Vigtig viden, når de skal ud på arbejdsmarkedet, og vigtigt for dem at vide, at DMF står klar til at hjælpe. På den måde sikrer vi også, at de konservatoriestuderende ved, hvem DMF er, og hvad vi kan. Det fungerer rigtig godt,” siger Kim Jensen, der ligeledes er i jævnlig dialog med lokalpolitikerne, blandt andet med kulturrådsformanden i Esbjerg Kommune.

”Vi mødes, når det er relevant, og det var det for eksempel, da Esbjerg Ensemble var lukningstruet. Vi gør vores indflydelse gældende, når vi kan. Men vi ved også, at kommunen er hårdt ramt økonomisk, og derfor render vi dem ikke på dørene.”

Fra Ringkøbing til Tønder

DMF Sydvest dækker bredt geografisk. Og når man som lokalafdeling går ind over syv kommuner, går man forsigtigt frem for ikke at træde nogen over tæerne. Fokus er derfor på samarbejde på tværs af afdelingerne i regionen. Også i hele Region Syd i DMF, som er afdelingerne på Fyn og i Sydjylland. Mest af alt handler det ifølge Kim Jensen om at være der, hvor medlemmerne er.

”Vi er nødt til at komme ud til dem. I gamle dage kom de til os, men sådan er det ikke mere. Det er vores opgave at skabe synlighed om os selv og især om vores medlemmer. At sørge for, at der er de fornødne aktiviteter og faciliteter, og påvirke vores politikere, hvor vi nu kan. Vi skal blive endnu bedre til at sørge for synlighed over for medlemmerne og til at præge politikerne. Og det gør vi bedst, hvis vi også bliver endnu bedre til det geografiske samarbejde på tværs. Sammen er vi stærkere,” siger han og tilføjer, at samarbejdet eksempelvis allerede er i gang om kurser på tværs af regioner.

Den fede klub, der passer på dig og din musik

Kim Jensen anfører, at de unge har færre muligheder for at udfolde sig i øvelokaler. Oven i det er der færre penge til musikundervisning, og spillejobs er et udpræget ”købers marked” lige nu. Det har selvsagt betydning for en musikerfagforenings evne til at hverve og fastholder medlemmer.

Så hvad gør DMF Sydvest?

”Jeg mener, det handler om synlighed. Vi skal ikke komme med de røde faner, men gøre, hvad vi kan, for at få kommende- og nuværende medlemmer til at se DMF som den fede klub, der passer på dig og din musik. Vi står ikke og siger fagforening hele tiden, når vi er ude til aktiviteter. Vi er der for at snakke med dem, der har lyst, men trækker ikke noget ned over hovedet på folk,” siger Kim Jensen, der er glad for dialogen med medlemmerne.

LÆS OGSÅ: Kampen om formandsposten (interview med de to formandskandidater)

LÆS MERE: Interview med otte formænd- og kvinder i DMF's lokalafdelinger i MUSIKEREN (fra side 48)

LÆS OM KONGRES 2016: www.dmf.dk/kongres 

Nyheder fra MUSIKEREN

Elektronisk musik ud af subkulturen

20.09.2017

Ny rapport afdækker den danske elektroniske musikscene og synliggør interessen for organisering og professionalisering.

Audi ruller ind på Det Kgl. Teater

19.09.2017

Kunstnere og erhvervslivet skal være bedre til at samarbejde, hvis der skal holdes gang i budgetterne. Sådan lyder opfordringen fra tidligere musiker og brandingekspert Christian Have, efter Det Kgl....

Relaterede nyheder