• A +
  • A -
  • print

Violin stjålet på vej til USA turné

11.11.2015 af Karen Bendix DMF

Folkemusikeren Kristian Bugge var på vej til to måneders turné i USA, da hans instrument blev stjålet på vej til lufthavnen.

Kristian Bugge fik stjålet sin violin lige inden en to måneders turné i USA. Han fik kostprisen fra DMF Forsikring og er nu ved at få bygget en ny violin. Desværre havde han ikke sin bue og kasse forsikret. Så husk at få forsikret alt grej og gear og skriv det på instrumentlisten!

Da Kristian Bugge for et par måneder siden tog toget til Kastrup Lufthavn for derfra at flyve til USA på to måneders turné, fik han en meget ubehagelig overraskelse, da han skulle ud af toget i lufthavnen:

“Jeg havde som tusinde gange tidligere min violin med i toget. Jeg var på vej til lufthavnen for at flyve til USA og tog derfor toget fra Østerport til Kastrup. Der er vel fire stop undervejs. Jeg lagde, som jeg plejer, violinen i hattehylden lige over hvor jeg sad. Men da jeg skulle af, var den væk! Det var en forfærdelig fornemmelse at måtte stige af uden den! Heldigvis kunne jeg nå at anmelde tyveriet til politiet i lufthavnen inden jeg måtte fortsætte rejsen til USA på en to måneders turné,” fortæller Kristian Bugge, der nåede til USA uden instrument.

“Heldigvis har jeg en god ven, der er violinbygger i Olympia, WA, hvor min kone og jeg også har en lejlighed. Han lod mig låne en god violinen med bue, kasse osv., så jeg kunne gennemføre turneen uden problemer.”

Genkendelig violin i netværket

Kristian Bugge spillede hele turnéen på en lånt violin, og anmeldte tyveriet til DMF Forsikring. Violinen blev efterlyst på hittegodskontoret, men dukkede desværre ikke op. Men Kristian Bugge håber stadig på at finde den:
“Jeg håber stadig, at violinen dukker op et sted igen. Den er rimelig nem at kende, den er bygget i Aarhus i 2013 af Noémie Viaud. Hun har skrevet ud til sit store netværk af europæiske violinbyggere, at den er stjålet. Og det er fuldstændig vildt, hvor mange venner og venners venner, der har hjulpet med at sprede nyheden om tyveriet via Facebook!”

Se Facebook-opslag

Erstatning af instrumentet

DMF Forsikring erstattede violinen med kostprisen.
“Jeg fik uden problemer alle de penge tilbage, som jeg havde betalt for violinen. Men desværre havde jeg ikke tænkt på at forsikre buer og kasse. Og det var en dum og dyr fejl! Nu venter jeg på at Noémie arbejder på at færdiggøre en ny violin til mig,  som jeg kan få lov at prøve. Indtil da kan jeg klare mig med min gamle violin," slutter Kristian Bugge, der gerne hører fra folk, som har set en violin som hans i omløb.

Om Kristian Bugge:

  • Kristian Bugge er violinist i flere folkemusikgrupper: bl.a. oktetten Habadekuk, kvintetten Baltic Crossing, trioen Lydom, Bugge & Høirup samt duoerne Wenzell & Bugge og Jensen & Bugge.
  • Derudover spiller han solo, underviser på weekendkurser og meget andet.
  • Han har som solist og med sine bands modtaget i alt ni priser ved ved Danish Music Awards.
  • Han er netop nu nomineret igen med albummet “Slid din tid” med trioen Jensen & Bugge + Høirup som udkom i sommer.

Se mere på www.kristianbugge.com

Nyheder fra MUSIKEREN

Spillested overtræder ikke ligestillingsloven

06.02.2019

Kulturminister Mette Bock giver grønt lys til spillestedet Forbrændingen, så de i hele 2019 udelukkende kan booke kvindelige hovednavne til plakaten med tilskud fra honorarstøtteordningen.

Barbara Hannigan modtager Sonnings Musik 2020

06.02.2019

Det bliver sangerinde og dirigent Barbara Hannigan, der modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris i 2020.

Relaterede nyheder