• A +
  • A -
  • print

Stream ripping-tjeneste er ulovlig

11.07.2018 DMF

Populær musiktjeneste er dømt ulovlig og skal nu blokeres. Resultatet er historisk og et vigtigt skridt i kampen mod IP-kriminalitet.

Retten på Frederiksberg har netop dømt en populær musikkopieringstjeneste ulovlig. Tjenesten gør det muligt uretmæssigt at kopiere og gemme musik fra internettet, såkaldt ’stream ripping’.

Stream ripping er en meget populær teknik, der gør det muligt at downloade permanente kopier af musik fra lovlige musiksider. Den nu ulovlige tjeneste, som sagen handlede om, hedder Convert2mp3, og den bruges hovedsageligt til at kopiere musik fra musikvideoer på YouTube. Tjenesten er simpel at bruge og meget populær, ikke mindst fordi den er gratis.

En vigtig brik

Resultatet af sagen er historisk, da det er første gang på verdensplan, at en stream ripping-tjeneste bliver blokeret. Den er også et bevis på, at RettighedsAlliancens aktiviteter følger med udviklingen på internettet, hvor ulovlige tjenester konstant finder på nye metoder til at udnytte rettigheder på ulovlig vis. Sagen illustrerer derfor vigtigheden af den teknologineutrale tilgang i RettighedsAlliancens blokeringsarbejde.

Sagen er også vigtig, fordi den skaber klarhed for brugerne, der har haft vanskeligt ved at gennemskue, hvorvidt en tjeneste som Convert2mp3 er ulovlig eller ej.

Chefjurist Morten Madsen fra Dansk Musiker Forbund glæder sig over afgørelsen:

Det er en vigtig brik i puslespillet om at dæmme op for ulovlig brug af musik på nettet, der her er faldet på plads.

Det samme gør Maria Fredenslund, direktør i RettighedsAlliancen, som førte sagen på vegne af IFPI, KODA, Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund forklarer:

Stream ripping bliver brugt i samspil med digitale platforme, som i forvejen stiller gratis musik til rådighed, eksempelvis YouTube eller Freemium Spotify. Så det er klart, at man hurtigt kan blive snydt til at tro, at gratis musik betyder, at man må gøre med det, hvad man vil. Problemet er, at stream ripping-tjenester ikke licenserer musikken fra rettighedshaverne, som derfor mister deres forretningsgrundlag. Derfor er vi meget glade for, at vi nu har rettens ord for, at stream ripping altså er ulovligt.

En opgave for alle

RettighedsAlliancen ser det som en vigtig opgave, at det skal være tydeligere for internetbrugerne om tjenester er lovlige eller ej. Det er også vigtigt at understrege, at det er en samfundsopgave, da en enkelt aktør kan ikke løfte denne opgave alene.

Sagen er den første af sin slags i verden og et vigtigt skridt i kampen mod IP-kriminalitet.

Nyheder fra MUSIKEREN

Jubilæumsår for jazzfestivaler

11.07.2018

2018 er jubilæumsår for både Copenhagen Jazzfestival og Aarhus Jazz Festival, der har henholdsvis 40 års og 30 års jubilæum i år.

Stort legat til Thilo

09.07.2018

Jesper Thilo modtager legat under Copenhagen Jazzfestival.

Relaterede nyheder