• A +
  • A -
  • print

FAQ: Arrangør forlanger faktura

Vi er et band, der skal spille til en firmafest og derfor har udfyldt og sendt DMF’s blå standardkontrakt (for firmaer) til arrangøren.

I kontrakten har vi angivet bandmedlemmernes cpr-numre og fordelingen af hyren, så der kan blive afregnet korrekt skat for hver enkel af os.

Men nu har firmaet kontaktet os og sagt, at de i stedet skal bruge en faktura fra os. Hvordan gør vi det og hvorfor mon ikke DMF’s standardkontrakt kan bruges?

Svar:

I vores branche er det normalt at man ikke fakturerer. Årsagen er dels, at hovedparten af musikere/bands på freelance området ikke driver selvstændig virksomhed, men blot er honorarmodtagere, men det er også fordi honorarer for kunstnerisk optræden er fritaget for moms. Fakturering hænger i hovedsagen sammen med momspligtig virksomhed.

DMF’s standardkontrakter er udviklet således, at de både indeholder en aftaledel – dvs. en skriftlig kontrakt vedrørende selve arrangementet – og en kvitteringsdel, som anvendes ved kontant betaling. Hvis betaling for spillejobbet overføres via Netbank udgør det bevis for betaling og dermed ”kvittering”. Jeres fremgangsmåde er derfor korrekt.

Hvis et firma efterspørger en faktura, kan det være af ren og skær vane. Man forventer en faktura evt. med moms.

I kan oplyse til firmaet, at honorarer til musikere er fritaget for moms og at man normalt ikke fakturerer, men at standardkontrakten er deres bilag til regnskabet. Dertil kan I oplyse, at honorarudbetalingerne i stedet skal indberettes til Skat via e-Indkomst som udbetaling af B-indkomst hvoraf der skal betales AM-bidrag.

Få svar på flere ofte stillede spørgsmål
(FAQ - frequently asked questions) via link til oversigten ovenfor!

Få hjælp til skatten

Der er masser at hjælp at hente hos DMF, når du skal lave årsopgørelse... Læs mere