• A +
  • A -
  • print

FAQ: Band som virksomhed

Vi er et band der skal til at udgive en cd, og vi går og tænker meget på om vi skal momsregistreres som band eller bare registreres på anden måde. Vi kommer nok til at have nogle fælles udgifter til fx tøj (med påtrykt bandnavn til at sælge) og lignende. Altså nok et fælles lån i banken, en kassekredit. Vi har ikke købt fælles gear, og det er heller ikke meningen. Men der er jo fælles udgifter til fx studie og øvelokale - kan man ikke spare nogen penge på denne måde?

Vi har lidt svært ved at overskue konsekvenser, muligheder og ulemper ved det. Jeg har læst jeres svar på "bandaftaler", så du behøver ikke skrive om de samme emner, men bare lige et par råd og lidt vejledning?

Svar

Først og fremmest kan jeg fortælle at udøvende kunstnere, herunder musikere/bands, ikke er momspligtige, selvom det drives som selvstændig virksomhed.

Derimod er salg af cd'er eller anden merchandise (fx T-shirts) momspligtigt da det er salg af varer. Pligten til at lade sig momsregistrere indtræder dog først fuldt ud ved en årlig omsætning på over 50.000 kr. Indtil da er det frivilligt om man lader virksomheden momsregistrere. I givet fald skal bogholderi for band (ikke momspligtig) og cd- og merchandise-salg (momspligtig) holdes hver for sig.

Dernæst er det sådan at et band kan "køre" uden at være selvstændig virksomhed, men det er da en mulighed, at bandet oprettes som et interessentskab (I/S). Jeg kan forestille mig, at en bank gerne vil se en I/S-kontrakt mellem bandmedlemmerne før de godkender en erhvervskassekredit.

Hvis et eller flere af medlemmerne i bandet er medlem af en a-kasse, fx FTF-A som DMF er tilknyttet, skal man rådføre sig med forbundets A-kasseService før man begiver sig ud i noget med selvstændig virksomhed. Det samme kan siges hvis man er under uddannelse og forudser at man ved endt uddannelse indmelder sig som dimittend i A-kasse.

Der er nemlig stor forskel på hvordan lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende behandles i A-kasse systemet. I værste fald mister man sin ret til at få dagpenge hvis man har selvstændig musikvirksomhed.

Hvis man alligevel ønsker at drive bandet som virksomhed, hvilket der er nogle økonomiske fordele ved, skal man ikke registrere virksomheden i CVR. Det er kun i det tilfælde at I fx har lejlighedsvis udbetaling af honorarer til andre end de der deltager i virksomheden, eller lønudbetalinger til andre. Så skal I registreres som arbejdsgivere.

Hvis I ikke ved hvordan man laver regnskab mv., kan en revisor hyres til formålet. Men man kan også læse sig til en del i Kunstnernes Beskatning, en vejledning der er udgivet af Dansk Kunstnerråd. Vejledningen sendes gratis til medlemmer af DMF og kan hentes som PDF fra www.dmf.dk/skat.

Jeg kan desuden henvise til disse links vedrørende start af virksomhed:


Få svar på flere ofte stillede spørgsmål
(FAQ - frequently asked questions) via link til oversigten ovenfor!

Få hjælp til skatten

Der er masser at hjælp at hente hos DMF, når du skal lave årsopgørelse... Læs mere