Fagbladet Musikeren

Gramex forklaret: Derfor får du penge for din musik

For 2023 vil Gramex udbetale ca. 200 mio. kroner til udøvende musikere og musikproducenter. Pengene udbetales til godt 10.000 rettighedshavere, hvis musik er blevet spillet i det offentlige rum.

Når en udgivet sang bliver afspillet i eksempelvis et fitnesscenter, på et diskotek, hos en frisør eller i radio og TV, skal der betales for brugen af musikken.  

Gramex står for at opkræve betaling på vegne af de udøvende kunstnere samt pladeselskaber og selvudgivere.  

For indeværende år forventer de at sende ca. 200 mio. kr. ud til omkring 10.000 rettighedshavere, hvis musik er blevet afspillet offentligt. 

Det fortæller adm. direktør hos Gramex, Anne Sophie Gersdorff Schrøder, der forklarer Gramex’ rolle på følgende måde: 

”Groft sagt er Gramex en stor maskine, der udover at opkræve betaling for brug af musikken, udfører et omfattende arbejde med at matche de modtagne afspilningsdata med data over, hvem der har rettighederne til de enkelte musiknumre. Et arbejde, der sikrer, at de rigtige rettighedshavere modtager de rigtige penge”.   

Hvem får hvad? 

Den ene halvdel af de penge, Gramex indhenter, går til fordeling blandt de udøvende kunstnere – altså alle de musikere og artister, der medvirker på indspilningerne.  

Den anden halvdel går til producenterne, der udgiver musikken – både de store musikselskaber, de mindre uafhængige pladeselskaber og alle selvudgiverne, der selv udgiver deres musik, forklarer hun. 

Af Gramex’ cirka 40.000 medlemmer er det altså omkring en fjerdedel, der modtager penge årligt. Og udbetalingerne er på alle niveauer – nogen modtager et ganske beskedent beløb, mens de bedst betalte kan modtage mere end 300.000 kr. årligt.  

Og du behøver ikke være medlem for at få del i Gramex-midlerne. 

Anne Sophie Gersdorff Schrøder
Anne Sophie Gersdorff Schrøder er adm. direktør hos Gramex

 

”Gramex repræsenterer alle, hvis udgivne musik bliver spillet i Danmark, uanset om man er medlem eller ej. Som medlem er man dog sikret indflydelse på Gramex som organisation, herunder måden, vi fordeler pengene på. Og det er gratis at være medlem,” siger hun. 

Som selvudgiver skal du selv indberette dine udgivelser via studielister til Gramex, mens det for musikere under et pladeselskab er selskabet, der skal anmelde deres danske udgivelser til Gramex. 

Hvad får du penge for? 

Anne Sophie Gersdorff Schrøder forklarer videre, at du får penge fra Gramex, når en eller flere af de sange, du har medvirket på, er udgivet og bliver spillet i en radio- og tv-station, der rapporterer til Gramex. 

Du får betaling for det præcise antal minutter og sekunder, du er afspillet totalt igennem et helt kalenderår – ikke antal afspilninger. 

Du får dog ikke Gramex-penge for musik streamet på fx Spotify og YouTube. Gramex repræsenterer nemlig ikke ”on demand”-brug af musik. Her er det i stedet de enkelte producenter og pladeselskaber, der selv typisk laver aftaler om betaling for brug af udgivelser på disse områder.  

Nye regler for USA 

Som noget nyt gælder fra 2024 nye regler afstedkommet af en EU-dom omkring betaling for musik indspillet i USA.  

Den betyder, at man i EU – og altså også Danmark – skal betale for at afspille musik indspillet i USA – musik man ikke tidligere har skullet afregne for. 

Som udøvende musiker betyder det, at man kan se frem til betaling for afspilning af musik, man har indspillet i USA, som altså afspilles i det offentlige rum i Danmark. 

Fra næste år bliver det derfor endnu vigtigere at få at få anmeldt sit repertoire i udlandet til Gramex, så man er sikret betaling for brugen herhjemme, fortæller Anne Sophie Gersdorff Schrøder. 

Men det betyder også, der med betaling til amerikanske musikere nu er flere om at skulle dele kagen.  

”Vi bestræber os på, at betalingen fra vores kunder modsvarer den større gruppe af rettighedshavere – at kunderne skal betale én til én for at afspille bl.a. det amerikanske repertoire. Vi er sat i verden for at sikre kunstneres og producenters rettigheder, og vi arbejder naturligvis målrettet for at sikre fortsat fuld og fair betaling til alle rettighedshavere,” siger hun. 

Koda vs. Gramex? 

Der er ofte forvirring omkring forskellen mellem Koda og Gramex, medgiver Anne Sophie Gersdorff Schrøder. For Koda og Gramex er to forskellige organisationer, der dog begge sikrer betaling til musikkens rettighedshavere.  

Men det er forskellige rettigheder, de varetager, forklarer hun. 
 
”Gramex varetager rettigheder på vegne af producenter såsom pladeselskaber og selvudgivere samt udøvende kunstnere, der medvirker på udgivelserne. Koda varetager rettigheder på vegne af de skabende kunstnere, der skriver tekst og musik, altså komponister, sangskrivere og musikforlag,” siger hun. 
 
Har man både skrevet tekst og/eller musik og medvirket på indspilningen, har man derfor ret til betaling fra både Koda og Gramex, når musikken bliver spillet i radioen. Men man er ikke automatisk medlem af den ene organisation, fordi man er medlem af den anden.  

Du kan læse mere om Gramex her