Fagbladet Musikeren

Sådan sprænger du din skriveblokering

I over 20 år har den tidligere forsanger i Inside The Whale, Marcus Winther-John, skrevet sange til andre musikere. Nu er han aktuel med bogen ”Spræng din skriveblokering” baseret på sine egne erfaringer – og ikke mindst bekymringer - for at blive blokeret i den kreative proces.

Den gamle myte om, at de bedste kreative ideer slår ned som lynet, og kroppen blot bliver et medie for en nærmest guddommelig inspiration, giver Marcus Winther-John ikke meget for.  

For den tidligere forsanger i Inside The Whale og nuværende professionelle sangskriver gennem 20 år, er det at være kreativ og skrive sange et håndværk på linje med meget andet. Det kræver derfor ikke kun mirakler men øvelse, tid og faste arbejdsgange.  

Nøglen er nemlig at gøre det utilnærmelige og ophøjede ved den kreative proces konkret, hvor øvelse gør mester, og de bedste ideer er ofte dem, andre tænker, de også kunne have fået.  

Det er i hvert fald sandt for Marcus Winther John, der har skrevet sange for bl.a. Tim Christensen, Tessa, Christopher og Peter Belli for at nævne nogle få. 

Han underviser desuden i sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium, og er netop nu aktuel med bogen ”Spræng din skriveblokering.” 

Men hvorfor skrive netop den bog? 

”Jeg synes, den mangler. Min drivkraft er kreative processer, og hvordan man får inspiration. Og bogen handler om, hvordan de processer kan gøres konkrete, og  hvordan man kan træne det at få inspiration,” siger han. 

Marcus Winther-John
Marcus Winther-John er selv sangskriver og aktuel med bogen ”Spræng din skriveblokering.” 

Få kontrol over processen 

Grunden til, at netop ovenstående er vigtigt, forklarer han, er, at man ikke kan basere sin karriere på, at inspirationen pludseligt og uforskyldt kommer flydende ind i en. 

I stedet handler det om at blive bevidst om den kreative proces og gøre det til et arbejde, man selv kan styre. 
”Sætter man sig ned og siger, ’nu skal jeg satme skrive et hit,’ så er chancen for, at det sker, ikke særlig stor. Og det vil også have en blokerende energi, fordi man meget sjældent kan vide, hvad der hitter, og hvad der ikke gør,” siger Marcus Winther John, der selv har skrevet mange hits uden at ane, at det var netop de sange, der slog igennem. 

I stedet bør man tænke den kreative proces som en konstant proces, hvor man optimerer sine odds for at ramme noget rigtigt ved at skrive mange sange og dermed også øve sig. 

Og netop det at øve sig er et overset element, mener han. Når en musiker pludseligt brager igennem, har folk nemlig en tendens til at tro, at det er deres første sang. At de kommer ud af ingenting. 

”Men der ligger altid et utal af andre sange bag og masser af timers øvelse, som man ikke hører om. Hvem ved, hvor mange gange Bob Dylans første hit er blevet skrevet om, og hvor mange sange før den, der er endt i skuffen,” siger han. 

Hold det simpelt 

Og mens nogle måske har et sangskrivertalent fra begyndelsen, er det blot et startpunkt. Derfra skal man lære, hvordan man omsætter det til en arbejdsproces baseret på gode arbejdsvaner, hvor den kreative proces bliver håndgribelig og jordnær, forklarer Marcus Winther-John. 

Og så er det god idé at holde det simpelt og skrive om det, man kender. 

”For mig er de bedste ideer ofte dem, hvor jeg tænker, at det kunne enhver idiot jo have skrevet. Men det gjorde de bare ikke, og det blev et kæmpe hit. Det handler om at søge den inspiration, der er rundt om os, for populære sange er dem, som vi alle kan genkende os selv i,” siger han og uddyber: 

”Musik og kunst handler om kommunikation, hvor det ofte er en følelse eller en erfaring, der skal kommunikeres. Og man kan med fordel fjerne det benspænd, at man skal være original. I stedet skal man skrive om noget, der er virkeligt og personligt for en selv, for det vil oftest indeholde en universelt genkendelig følelse for andre.”  

Marcus Winther-John
Ifølge Marcus Winther-John er det en stor hjælp, hvis man som sangskriver kan glemme, hvad andre mon tænker om ens musik, når man skriver. 

Verden er ligeglad 

Og som nævnt skal man igennem en masse sange, der ikke bliver til noget, før man rammer noget godt. Det kan der være et vist pres ved, fortæller Marcus Winther-John. Særligt hvis man tænker meget over, hvad omverdenen kan have af forventning til en. 

Men der kan man gøre sig selv en stor tjeneste og lægge det til side. 

”Det kan være en befriende tanke, at hele verden er pisseligeglad. Hvis du laver noget, der ikke er godt, så er der ingen, der opdager det. Folk opdager først din musik, når den slår igennem, og den tanke kan være meget befriende, særligt hvis man har en tendens til at være selvhøjtidelig omkring sin musik,” siger han. 

Og så er det altid bedre at få skrevet noget dårligt frem for ikke at skrive noget, mener han og sammenligner det med børn, der skal tegne en tegning. 

”De sidder ikke og tænker, til de går i stå. De begynder at tegne med det samme, og så finder de ud af det undervejs. Og den tilgang kan man selv bruge, for når du sidder og skriver på noget, er du mere modtagelig for inspiration og gode ideer, end hvis ikke du arbejdede,” siger Marcus Winther-John, der her giver tre gode råd til at undgå skriveblokering. 

Arbejdsmoral er afgørende 

Mød op, så gør inspirationen det også. Jo mere konkret, du gør arbejdet ved at sætte det i faste rammer, desto mindre utilnærmeligt og ophøjet bliver skriveprocessen også. Når du er der, skal sangene nok komme.  

Dum dig 

Du kan med fordel tillade dig selv at komme ud af din komfort zone. Hvis du kun gør det, du ved, du kan, så skrumper den kreative cirkel. Så tag nogle chancer og prøv noget nyt. Du må gerne dumme dig og skrive noget, der ikke virker. Det er en del af processen og vejen til at blive dygtigere. 

Du er ikke din musik 

Det er svært at arbejde med musik, hvis du sætter et lighedstegn mellem dine sange og den, du er. Du er ikke dum eller dårlig, fordi din musik ikke hitter. Ved at forstå det, bliver det også nemmere at modtage konstruktiv kritik, fordi kritikken/hjælpen handler om musikken, ikke dig som person.