Fagbladet Musikeren

#Stophadbeskeder: DMF er med i en ny kampagne, der sætter fokus på hadbeskeder

Som offentlig person i Danmark risikerer man at blive udsat for hadbeskeder i form af trusler eller andre former for ondskabsfuldt indhold. Også musikere står i skudlinjen, fortæller Søs Nyengaard, forperson hos DMF. Hun råder medlemmer til at kontakte forbundet, hvis de oplever hadbeskeder, chikane eller trusler.
Her ses eksempler på hadbeskeder, der rammer offentlige personer. Foto: Screendump fra kampagnevideoen

I disse uger kører en kampagne, der under hashtagget #Stophadbeskeder sætter fokus på, hvordan ondskabsfulde eller truende beskeder påvirker de folk, der modtager dem. Bag kampagnen står Spillerforeningen, Dansk Musiker Forbund, Dansk Journalistforbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Skuespillerforbund og Håndbold Spiller Foreningen, der i samarbejde sætter fokus på problemet. Og for forperson Søs Nyengaard, er der ingen tvivl om, at emnet er uhyre vigtigt at sætte fokus på, hvorfor DMF fra starten bakkede 100 procent op om kampagnen.

”Hadbeskeder er et samfundsproblem, der ofte rammer folk, der står frem i offentligheden på grund af deres arbejde. Det gælder ikke mindst musikere, hvilket selvsagt er totalt uacceptabelt,” siger hun.

Søs Nyengaard
Ifølge Søs Nyengaard er hadbeskeder et samfundsproblem, der ingen steder hører hjemme.

Ødelæggende virkning

Særligt på sociale medier og via beskedtjenester er der ofte alt for kort mellem tanke og handling, når hadbeskederne sendes af sted. Og det er desværre kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke grimme og truende ytringer, der bankes ud af tastaturet.

Formålet med kampagnen er derfor at sætte fokus på, hvordan hadbeskeder rammer de personer, der modtager dem. Ifølge Søs Nyengaard handler det om at få de folk, der kan finde på at skrive grimme beskeder, til at reflektere over de konsekvenser, det har.

”Det kan have en ekstremt ødelæggende virkning på folk, og tager vi udgangspunkt i musikere, er det mennesker, der tør give og vise noget af sig selv offentligt. Hvis sådan en hadkultur for lov at fortsætte, kan det betyde, at folk begynder at censurere sig selv eller undgår at stå frem. Og det er dræbende – ikke bare for dem – men for vores samfund,” siger hun.

Vi er her for at hjælpe

Som en væsentlig del af kampagnen mod hadbeskeder har der på de sociale medier kørt en kampagnefilm, hvor flere offentlige personer på tværs af brancher viser, hvordan de hadefulde beskeder påvirker dem.

Og netop det at få det sagt til nogen, er vigtigt, siger Søs Nyengaard.

”Det er ikke noget, man skal gå med alene eller skamme sig over. Det er ikke folks egen skyld, og vi sidder klar med både juridisk støtte og som samtalepartnere til de medlemmer, der har brug for det. Det her er ikke kun den enkeltes problem, det er et fælles problem,” siger hun.

Konkret opfordrer hun medlemmer, der oplever hadbeskeder, trusler eller chikane, til at kontakte forbundet. DMF kan i den forbindelse hjælpe med særlig ekspertise og rådgivning.

”Lad mig understrege det igen. Det er ikke din skyld, og du er ikke alene med det. Man kan kontakte os i fortrolighed og få hjælp til at håndtere det. Det værste er næsten, hvis folk føler skam over det, for det er ikke dem, den er gal med. Og vi er her for at hjælpe,” slutter hun.