Trommeslager Stefan Pasborg bygger bro mellem den rytmiske og klassiske musik

Trommeslager Stefan Pasborg er nærmest vokset op på det Kongelige Teater, hvor hans mor var balletdanser. Det var også her, hans barneøre første gang hørte Stravinskys musik, og her kimen til hans aktuelle album, Ritual Dances, blev lagt. I dag, nogle og 40 år senere, møder Musikeren ham til en snak om baggrunden for det nye album samt de tanker, der ligger bag det at forene klassiske værker med improviseret musik. 

Du har meget tidligt haft din gang på Det Kongelige Teater – hvilke indtryk gjorde det?

”Det første, jeg kan huske, er faktisk, at jeg hører Stravinskys musik derinde. Der har jeg nok været en tre-fire år gammel, hvor jeg var med min mor, fordi hun skulle træne. Jeg stod på Gamle Scene og hørte dele af satsen Dances of the Young Girls fra The Rite of Spring. Jeg blev fuldstændig overvældet, fordi musikken var så stærk og storladen. Danserne dansede meget powerfuldt, og der var en vældig urkraft over det hele. Det gjorde et kæmpe indtryk.”

”Så det var et fantastisk sted at være som barn. Jeg husker, at allerede når man gik ind af indgangen og drejede til højre, så var der fyldt med fuldt udklædte skuespillere med store parykker. Jeg husker også operasangere, balletdansere og musikere med deres smukke instrumenter i én stor smuk blanding. Det var som om, at jeg selv blev del af et teaterstykke, når jeg var der.” 

Uinteresseret i genrer
Hvordan tror du, de oplevelser har påvirket dig som musiker?

”Det er svært at svare på, men det, at jeg har set, hvordan de forskellige kunstarter spiller sammen og bliver til én stor mekanisme, har nok sat sine spor. Som musiker har jeg nemlig altid været ret uinteresseret i det med genreopdelinger og i stedet meget interesseret i at få ting til at spille sammen.”

Det må man sige, at du også gør på dit nye album. Hvorfor har du lavet Ritual Dances? 

”Det er der to grunde til. Den primære er, at jeg siden mine tidlige oplevelser med Stravinsky har været helt vild med hans musik. Det står for mig som noget af det største musik, der nogensinde er komponeret. Og siden jeg var lille, har jeg ønsket at være en del af den musik. Og haft lyst til at finde ud af, hvordan jeg som rytmisk, improviserende trommeslager kunne komme til at spille med. For i det ønske ligger der en modsætning, da jeg til daglig beskæftiger mig med improvisation, og alt ved Stravinskys musik er skrevet ned til mindste detalje. Og alene der, er der jo et skel, det kan virke rimeligt vanvittigt at krydse.”

”Den anden grund er, at min mor netop var balletdanser på Det Kongelige Teater, og mine to gudfædre var den verdensberømte balletdanser Erik Bruhn og den ligeså legendariske jazz-trommeslager Alex Riel, som begge har sat meget tydeligt præg på mit liv. Og efter min mors død i 2018 besluttede jeg mig for at forene de to verdener, som min mor og mine gudfædre havde åbnet for mig, ved at skabe et album, hvori den improviserede musik, som jeg beskæftiger mig med, og den klassiske balletmusik af Stravinsky kunne forenes. På den måde er albummet også en kæmpe tak til dem og Det Kongelige Teater for alt det, de har givet mig.”

Ledte i partiturerne
Hvordan greb du så opgaven an med at forene det improvisatoriske og det stringente? 

”Min grundtanke var, hvordan jeg selv kunne blive en del af Stravinskys musik som improvisator. Og konkret gjorde jeg det, at jeg gik ind i partiturerne og valgte nogle dele, jeg kunne forestille mig kunne bruges som oplæg til – eller sammen med – improvisation. Jeg ledte efter steder, hvor jeg måske kunne loope noget, eller hvor jeg kunne isolere nogle melodier og bruge dem til at improvisere ud fra.” 

”Og det er lykkedes, må man sige – albummet er udgivet på det amerikanske pladeselskab Sunnyside Records, og du har fået flotte anmeldelser. Hvorfor har netop du kunnet gøre det, der ellers betragtes som ekstremt svært og måske umuligt af mange?

”Jeg forsøger at lade mig styre af min nysgerrighed uden at gå på kompromis. Jeg er vokset op med både improvisation og klassisk musik, og jeg ønsker, at min musik skal være en smeltedigel af alt det bedste, jeg kender, og hvor barren altid er sat højt og nye ting kan prøves af. Det er lidt, som når man først har spist på NOMA og smagt deres mad, der virkeligt prøver grænser af og går nye veje. Så vil man have mere af det nye og mindre af det gamle. Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg er meget nysgerrig på nye verdener, der åbner sig.”

Normalt er der skarpe skel mellem den rytmiske verden og den klassiske. Hvordan har det været at skulle forene de to verdener?

”Det har været forbundet med stor ydmyghed og faktisk også ærefrygt over for Stravinskys musik. Jeg har tilladt mig at tage noget fra den klassiske verden og trække det ind i min. Derfor har jeg været meget bevidst om, at jeg har bevæget mig ind på et område, som alle i den klassiske verden kender og har en holdning til. Inden pladen blev udgivet sendte jeg den rundt til nogle klassiske musikere, som jeg har stor respekt for, og de var heldigvis begejstrede for det, jeg havde lavet. Det tog jeg som en blåstempling af projektet, og efter pladen er udkommet, har jeg kun fået positiv respons hele vejen rundt.”

Det uopdagede venter

”Blåstemplingen var vigtigt for mig, for jeg kan godt lide at bygge bro mellem ting, og jeg kunne godt tænke mig, hvis klassiske musikere også begyndte at forholde sig til det at improvisere. Det ville give dem mulighed for at komme ind i den verden, som er så stor og fantastisk. Det betyder ikke, at det ene er bedre end det andet, men der ligger noget uopdaget og venter der.”

Så generelt kunne du godt tænke dig, at væggene mellem genrerne kunne brydes mere ned?

”Ja. Jeg tror ganske enkelt, at livet bliver mere interessant, når vi bliver præsenteret for ting, vi ikke kender til i forvejen. Når vi bliver overraskede og hører noget, vi ikke har hørt før. Og i dag ser vi det modsatte ske, hvor streaming-kulturen betyder, at vi lytter til noget i 10 sekunder og skipper videre, hvis det ikke lige fanger. Det er nok svært at gøre noget ved, men jeg vil gerne være med til – på min egen beskedne facon – at nedbryde skellene mellem genrerne og overraske folk med noget nyt. Og heldigvis har jeg fået henvendelser fra klassiske ensembler, der – efter at have hørt min plade – er blevet nysgerrige på den improvisatoriske musik, og gerne vil være med til at bygge bro i samarbejde med mig. Det er jeg meget glad for.”