Ophavsret

Bedre rettigheder til musikere   

Folketinget vedtog den 1. juni 2023 det lovforslag, der gennemfører 2. del af EU's direktiv om ophavsretten i det digitale indre marked.  
Dét er gode nyheder for musikere!  

“Det er virkelig et godt lovforslag det her. Vi har arbejdet ben hårdt på at forbedre musikere og musik skaberes rettigheder, og har været i tæt dialog med ministeriet om forslaget. Jeg er glad for at der er blevet lyttet til os, og at musikere nu sikres bedre rettigheder på en række områder,” siger Thomas Sandberg Forperson for Dansk Musiker Forbund.  

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger i en pressemeddelelse fra kulturministeriet:  

”Vi sikrer nu, at de skabende og udøvende kunstnere får en mere en fair betaling for deres arbejde, når andre bruger deres indhold. Samtidig får de bedre indsigt i, hvordan deres rettigheder bruges. Det er med til at skabe en velfungerende og retfærdig markedsplads for ophavsret. Men det stopper ikke her. Lovændringen er kun første skridt, og vi kommer til at arbejde videre med reglerne om ophavsret, så de bedre følger med den teknologiske udvikling. Et af de områder, som vi vil have fokus på, er indtoget af kunstig intelligens, som kræver, at vi forholder os til, om de regler om ophavsret, vi har i dag, kan blive bedre.”  

Kunstnerpakken 

En del af lovforslaget indeholder en “kunstner-pakke”, som giver tre konkrete forbedringer for musikere:  
 
1) Helt overordnet slår den fast ved lov, at musikere og autorer har ret til en passende og forholdsmæssig betaling, når de overdrager deres rettigheder. Altså når andre tjener penge på deres musik, fx når den bruges en film eller bliver udgivet på en streamingtjeneste.  
At skrive ind i loven direkte, at musikere har ret til passende og forholdsmæssig betaling, stiller musikerne bedre, når kontakter skal forhandles. For så har de loven at støtte sig op ad. 
 
Passende og forholdsmæssigt betyder, at musikere kan forvente en rimelig betaling ift værdien og hvad der tjenes på deres musik.  
Kunstnerpakken gør ikke engangsbeløb – såkaldte ”buy-outs” ulovlige, men det understreges at sådanne ikke bør være hovedreglen.  
 
2) Loven skaber mere gennemsigtighed og afbalancerede kontraktforhold mellem kunstnere og dem, som de overdrager deres rettigheder til. Der bliver indført en ny gennemsigtighedsforpligtelse. Det er en ret for autorer og musikere til at få opdaterede, relevante og fyldestgørende oplysninger om, hvordan deres musik bruges. Det kan fx give musikere indsigt i, hvordan Spotify bruger og tjener penge, på deres musik. Retten skal bl.a. bruges til at vurdere om betalingen er stort nok. Retten gælder som udgangspunkt også for medvirkende, der har modtaget et engangsvederlag. 

3) Der bliver indført en aftalejusteringsordning, som betyder, at autorer og musikere har ret til at kræve yderligere passende og rimelig betaling fra fx tv-selskaber eller streamingtjenester - efter de har indgået en aftale. Det giver musikere mulighed for at få justeret aftaler, hvis den oprindeligt aftalte betaling viser sig at være for lav ift alle de efterfølgende indtægter, som kan komme. 
 
En sidste vigtigt ting, kunstnerpakken gør, er at slå fast at musikernes rettigheder fra pakken, ikke kan fraviges i kontrakter. Så man er altså som musiker sikret sine rettigheder, uanset hvad man skriver under på i en kontrakt.