Fagbladet Musikeren

Det handler om meningsfulde oplevelser

Klassisk slagtøjsspiller Ninna Hedegaard Morsing har tidligere spillet koncerter på intensiv afdeling og skal til oktober spille en ny koncertrække på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Hun oplever hospitalskoncerterne som både meningsfulde og professionelt udfordrende.
Ninna Hedegaard Morsing
Allerede fra konservatorietiden var klassisk slagtøjsspiller, Ninna Hedegaard Morsing, hooked på at komme ud at spille i andre arenaer end dem, man traditionelt søger hen imod som klassisk musiker.

Når Ninna Hedegaard Morsing til oktober ruller sin vibrafon ind på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital sammen med sin makker Didde Kildahl Nico Christiansen, der er fløjtenist, gør hun det for at give de indlagte børn og deres forældre en meningsfuld oplevelse. Tanken er, at musikken skal være et lyspunkt i hverdagen, så hospitalsopholdet ikke kun handler om sygdom, fortæller Ninna Hedegaard Morsing: 

”Vi leverer en musikalsk stund og giver dem et pust af liv udefra inde på hospitalsafdelingen. Vi skal komme og gøre det, vi er bedst til – at være musikere og spille for dem, og give dem en oplevelse af at være til en koncert, der er rettet mod dem,”

beretter hun.

Koncerterne på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital er en del af projektet ’SOL musik’, som står for ”Sammen om Levende musik’. Projektet er blevet til i samarbejde mellem Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Region Midtjylland, Det Jyske Musikkonservatorium og Levende Musik i Skolen (LMS).

Samtidig med, at Hedegaard Morsing glæder sig til at kunne gøre en forskel med sin musik, bliver hun også udfordret professionelt af at skulle optræde i den utraditionelle ramme.
”Det bliver ret spændende med denne her målgruppe, for den er virkelig bred. Børne-afdelingen er fra nul til 18 år. Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at spille for en målgruppe, der er så bred som den. Der en kæmpe udfordring, at man ikke ved, hvem der sidder der. Der er forskel på at formidle til babyer eller til 2-3 år gamle børn – og så til nogen, der næsten er voksne. Men det er også det, der gør det så fedt,” fastslår Ninna Hedegaard Morsing.

Hun har blandt andet valgt at tage sin vibrafon med, fordi den har en blød klang og desuden har hjul og dermed er let at transportere.
”Udover, at den er nemmere at have med, end for eksempel en marimba eller så meget andet, så har den en rund og behagelig lyd, som appellerer bredt. Og den har pedal, så man kan lave sustain og få simple ting til at fylde i et lille rum. Den er meget alsidig. Og så er der et eller andet ved samspillet mellem vibrafon og fløjte, der bare er virkelig, virkelig godt,” forklarer Ninna Hedegaard Morsing. 

Den vigtige professionalisme
Allerede fra konservatorietiden var hun hooked på at komme ud at spille i andre arenaer end dem, man traditionelt søger hen imod som klassisk musiker. Da hun i begyndelse af 2020 spillede to koncerter på Intensiv Afdeling på Aarhus Universitetshospital under et projekt, som var sat i verden af Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitetshospital, fik hun øjnene op for det at spille i hospitalssektoren. 

Forinden var hun spændt på, hvordan hun ville reagere på at spille for mennesker i så svær en situation, men hun blev positivt overrasket. 
”Man tager en professionel hat på, når man er derude. Man læner sig op ad sin professionalisme. Det er fedt at mærke, at man netop har den at falde tilbage på og støtte sig op ad. Fordi jeg har den uddannelse og erfaring, jeg har, faldt det mig meget naturligt at tænke: Der er nogen, der virkelig har brug for, at jeg er her. Så i stedet for at svælge i, at det er en trist situation, og at det er synd for dem, er det vigtigt, at jeg leverer noget godt, for måske kan jeg være med til at hjælpe,” fortæller Ninna Hedegaard Morsing og understreger, at hun blev grundigt briefet, inden hun trådte ind til patienterne på intensiv:
”Der er selvfølgelig et virkelig stort apparat rundt om en. Man går aldrig ind et sted, hvor man ikke ved, hvad man møder. Det er selvfølgelig væsentligt. Det bliver det samme på børneafdelingen, tænker jeg. Der kommer til at være fokus på opkvalificering forud for koncerterne samt briefing og refleksion både før, under og efter.”

Det skal være ægte
Ninna Hedegaard Morsings erfaring fra Intensiv Afdeling er, at autenticitet er altafgørende, når man spiller for syge mennesker.
”Det, jeg spiller derude, skal være ægte. Jeg skal mene det. Det er så sårbart, at du er nødt til at mene det 100 procent, når du står derude over for en, der ligger der og er syg. Det behøver ikke være det mest ekvilibristiske. Det skal bare være ægte, og det har jeg fundet helt vildt meget mening i,” fortæller hun.

Hun forklarer, at hendes kommende koncertaktivitet på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital også er rettet mod personalet. Faktisk får de en minikoncert for sig selv, før hun og makkeren Didde Kildahl Nico Christiansen rykker ud til børn og forældre.
”En sidegevinst ved, at vi er der, kan jo være sådan noget med mindre stress og færre sygedage for personalet. Det grundlæggende i at skabe arbejdsglæde og styrke deres kollegafællesskab og arbejdsmiljø er også en del af projektet, ” fortæller Ninna Hedegaard Morsing.

Hun håber, at hun kommer til at spille mange lignende koncerter i fremtiden.
”Det vil være en drøm at kunne komme til at gøre dette her som en fast del at mit 
arbejdsliv. Det vil jeg da elske. Uden tvivl. Jeg kan næsten ikke forestille mig en afdeling på et sygehus, hvor jeg ikke ville kunne se mig selv indgå på en eller anden måde.”