Fagbladet Musikeren

En ny begyndelse på et gammelt fundament

Nu lysner det. Selvom der stadig er mange ubekendte og en vis nervøsitet at spore rundt omkring i musikmiljøerne, går vi en form for genåbning i møde. Den trænger vi til. Jeg håber, at modet vil stige hos alle jer medlemmer i takt med, at spillejobbene begynder at tikke ind, undervisningen starter op, og orkestrene igen kan spille for publikum.

I Dansk Musiker Forbund ønsker vi, at genåbningen skal være en ny begyndelse i mere end en forstand. Vi skal skabe en branche, hvor der er plads til alle, og hvor den enkelte kan udfolde sin kreativitet i konstruktivt og respektfuldt samspil med andre. Sådan bliver vi alle sammen rigere. 
Ansvaret for at handle kærligt over for vores medmennesker påhviler os alle, men os, der sidder i betroede hverv, har en særlig forpligtelse til at skubbe en god udvikling i gang.

“I Dansk Musiker Forbund ønsker vi, at genåbningen skal være en ny begyndelse i mere end en forstand.”

Jeg har netop afsluttet uddannelsesforløbet ’Kunst & Kultur i Balance’ sammen med tre andre medlemmer af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse. Som I kan læse på side 22-23, har kurset givet os konkrete redskaber til, hvordan vi skaber en sund kultur. Det gør vi ikke ved at udpege syndebukke, men ved at åbne folks øjne for, hvordan deres handlinger påvirker andre. Vi skaber et stærkt fællesskab ved at bevidstgøre – ikke ved at pege fingre ad hinanden.

At vi alle er dybt afhængige af fællesskabet, vidner Dansk Musiker Forbunds historie om. Den 14. april fyldte DMF 110 år. Netop i en tid hvor vi alle sammen er pressede, er det godt at blive mindet om det fundament, vi står på – vores rødder. Symbolsk nok hed Dansk Musiker Forbunds første formand O.A. Røder. I 1921, da forbundet fyldte 10 år, skrev han i sin leder i datidens pendant til fagbladet MUSIKEREN: 

”Udviklingen gennem de 10 Aar har lagt en Grund, paa hvilken alle Betingelser for en stærk og virkningsfuld Organisation er til Stede.”

Den grund står vi på nu, hvor vi dels skal bruge alle kræfter på at rejse os efter coronakrisen, og dels skal skabe en kultur, der er mere inkluderende. Fortsat har vi gode muligheder for at være en stærk og virkningsfuld organisation, men det kræver jeres opbakning. Lad os stå sammen om at styrke vores sag. Det skylder vi O.A. Røder og alle de, der gik forud. Det skylder vi hinanden. Det skylder vi musikken. 

Søs Nyengaard, 
formand for Dansk Musiker Forbund