Politik

Musikere skal have en direkte betaling for streaming

Musikkens kunstnere får kun en minimal betaling for streamet musik, og det presser hele musikkens værdikæde og truer diversiteten i fremtidens musikudbud. Derfor vil Dansk Musiker Forbund, sammen med musikkens andre organisationer, have indført et direkte streamingvederlag, der skal betales af tjenesterne og gå direkte til musikerne. Men hvad er egentlig ideen bag sådan en model?  
 

Mens streamingforbruget er i vækst, har musikerne kun minimale indtægter på det indhold, de stiller til rådighed. Kun 0,45 procent af musikere i Europa kan leve af streamingindtægter, og over 90 procent modtager under 1000 Euro om året for digital brug af deres musik 

For at rette op det alvorlige misforhold, foreslår Dansk Musiker Forbund en ny og direkte betaling fra tjenesterne til musikerne.  
 
Den direkte betaling skal være et supplement til den nuværende afregning fra musikselskabet, der er forhandlet via musikerens kontrakt og til den betaling, musikeren modtager via Koda. Det direkte vederlag skal gøre streaming mere fair for musikerne. 

“Det handler om fair betaling for vores arbejde som musikere. Ofte har vi selv investeret i vores arbejde og i skabelsen af vores musik. Og den betaling man i dag får fra streaming, står på ingen måde mål med hverken investering eller arbejdstimer. Vores forslag om et direkte streamningsvederlag til musikerne skal kompensere for den urimelighed, der i streaming i dag” Siger Thomas Sandberg Forperson for Dansk Musiker Forbund  

Hvorfor en direkte betaling?  

Den meste musik bliver i dag fundet og lyttet via streamingtjenesterne, og alene en tjeneste som Spotify kan tælle over 600 millioner brugere. Selvom streamingtjenester som Spotify, iTunes og Tidal betaler for forbruget via aftaler med selskaberne og forvaltningsorganisationerne, er der store forskelle i, hvor meget de afregner.  
 
Tech giganter som Facebook og TikTok betaler i øjeblikket slet ikke musikerne for brug af deres indhold. Session- og studiemusikere har ikke adgang til den betaling fra streaming, som i øjeblikket kommer via label og royalties og/eller via Koda og andre forvaltningsselskaber af ophavsret. Et direkte streamingvederlag vil give musikerne en indtægt fra første stream.  

”En direkte betaling, der kommer oveni de eksisterende betalingsaftaler, kan være et af flere skridt på vejen til en mere fair streamingøkonomi,” siger Thomas Sandberg. 

Hvorfor en lovfæstet ret og ikke en forhandling? 

Så længe de digitale platforme tilbyder brugerne så attraktive services, og efterhånden dominerer det globale marked for musiklytning, har de også magten til at presse musikkens indholdsleverandører, siger musikernes forperson, Thomas Sandberg: 
 
“Et direkte streamningvederlag, vil også sikre en stærkere forhandlingsposition for musikere. Det er vigtigt, at man forhandler betalingen gennem et kollektivt system, hvor de udøvende kunstnere er repræsenteret - ligesom vi kender det fra Gramex. Samtidig er en lovfæstet løsning med til at sikre, at man har ret til betaling, uanset hvilken tjeneste det handler om - også de streamingtjenester, der måtte blive populære i fremtiden.” 

En del modstand trods gode erfaringer i udlandet 
Nogle europæiske lande har allerede gennemført en ret til et direkte vederlag for streamet musik. 

I Spanien har man gode erfaringer med ordningen, som er gennemført for nogle år siden. Men ligesom i Belgien, var der en del startvanskeligheder og modstand, primært fra pladeselskaberne. I Belgien er der både små og store selskaber, som synes, det er en dårlig ide og presser hårdt på for at få det omstødt. Modstandernes holdning er, at en direkte betaling fra streamingtjenesterne vil påvirke den forhandlingssituation, selskaberne står i overfor tjenesterne. Argumentet er, at tjenesterne vil sende regningen videre til selskaberne. 
 
“Vi foreslår et direkte streamningsvederlag til musikerne, fordi det er en god løsning, der kan sikre det krav om rimelig betaling til musikerne, der blev sidste år blev vedtaget i en EU-lov.” Siger Thomas Sandberg 

 

  •