Rådgivning

Ny ansættelsesbevislov

Nu har du krav på en kontakt ved blot 3 timers ansættelse om ugen

Der blev den 11. maj 2023 vedtaget en ny lov om ansættelsesbevis, som trådte i kraft den 1. juli 2023. Den nye lov om ansættelsesbevis er en implementering af et EU-direktiv om gennemsigtige og forudsigelige ansættelsesvilkår.

Formålet med direktivet er at forbedre arbejdsvilkårene ved at fremme mere gennemsigtig og forudsigelig ansættelse, samtidig med at arbejdsmarkedets tilpasningsevne sikres.

Den nye ansættelsesbevislov gælder for lønmodtagere, som nu allerede får krav på et ansættelsesbevis/kontrakt ved 3 timers ansættelse pr. uge. Inden den nye ansættelsesbevislov trådte i kraft den 1. juli 2023, havde man først krav på et ansættelsesbevis ved 8 timers ansættelse. De grundlæggende oplysninger om ansættelsesforholdet skal endvidere gives senest 7 kalenderdage efter ansættelsens starttidspunkt. Listen over oplysninger om ansættelsesvilkår, som skal fremgå af ansættelsesbeviset, bliver også udvidet, fx med krav om oplysninger om andet fravær end ferie, uddannelse, variabel arbejdstid og sociale sikringsordninger. Der skal dog fortsat gives oplysninger om alle væsentlige vilkår, og altså ikke kun dem som er oplistet i loven.

Den nye lov om ansættelsesbevis gælder for alle ansættelser, der indgås den 1. juli 2023 eller derefter. Allerede ansatte har dog krav på at få udleveret supplerende oplysninger, hvis de beder om det.

Såfremt arbejdsgiver ikke overholder sin oplysningspligt og loven, kan lønmodtageren få en godtgørelse.

Kontakt Dansk Musiker Forbund for konkret og individuel rådgivning ift. netop din situation og kontrakt.