Rådgivning

Nye barselsrettigheder for regnbuefamilier og soloforældre

Lesbisk par kysser

Regnbuefamilier

Den 1. januar 2024 træder de nye barselregler for regnbuefamilier i kraft.

“Familier er familier, og det er godt at de danske barselsregler nu afspejler dét, og ikke gør forskel på baggrund af seksualitet og sammensætning. Jeg er glad for, at vi forbedrer LGBT+ familier og soloforældres muligheder for at dele forældreorloven. ” siger Thomas Sandberg forperson for Dansk Musiker forbund.

De nye regler betyder, at det bliver muligt for de retlige forældre til børn født den 1. januar 2024 eller senere at overføre deres ikke-øremærkede barsel til en såkaldt social forælder således, at barslen kan deles mellem op til 4 forældre.

Den ikke-øremærkede barsel udgør 13 uger per retlig forælder. Det vil sige, at de to retlige forældre tilsammen har mulighed for at give op til 26 ugers barsel og dertilhørende barselsdagpenge til en eller to sociale forældre.

En social forælder er:

  • Den retlige forælders ægtefælle
  • Den retlige forælders samlever, som er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet (en samlever defineres som en person der har levet i et ægteskabslignende forhold i mindst 2 år på tidspunktet for orlovens begyndelse).
  • En kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet
  • Den kendte donors ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet

Den sociale forælder skal opfylde barselslovens beskæftigelseskrav for at have ret til barselsdagpenge.

 

Soloforældre

Den 1. januar 2024 træder der ligeledes nye regler i kraft for soloforældre til børn født den 1. januar 2024 eller senere, der forbedrer orlovsmulighederne for enlige forældre.

Med udtrykket soloforældre sigtes der til, at barnet kun har én forældre på tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse, eller hvis en forælder dør mens barnet er helt lille:

  • En forælders dødsfald inden orloven med dagpenge er udnyttet
  • En eneadoptant
  • En mor der har fået et barn ved assisteret reproduktion med en ukendt donor
  • Barnets mor er en udenlandsk surrogatmor, som efter lovgivningen i fødselslandet ikke anses som mor til barnet

Det er således ikke tilstrækkeligt, at forældrene ikke har samme bopæl eller lignende (her gælder andre regler).

Soloforældre får tillagt ekstra 22 ugers dagpenge under afholdelse af forældreorlov.

Efter de nye regler er solofædre blevet sidestillet med solomødre i forhold til orlovslængden, så både solomødre og -fædre kan afholde op til 46 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen. Det gælder, uanset om forælderen er lønmodtager, selvstændig eller ledig.

Det bliver endda også muligt for soloforældre som opfylder beskæftigelseskravet at overdrage op til 32 uger med barselsdagpenge af deres forældreorlov til et nærtstående familiemedlem (voksne søskende og forældre). Hensigten er bl.a. a., at soloforælderen kan blive aflastet i den første tid med barnet.

For denne overdragelse gælder følgende:

  • Familiemedlemmet skal afvikle orloven inden barnet bliver 1 år
  • Familiemedlemmet skal opfylde beskæftigelseskravet for at få ret til fravær og barselsdagpenge
  • Familiemedlemmet skal varsle orloven overfor sin arbejdsgiver med 8 ugers varsel