Fagbladet Musikeren

Pernille sejlund: flere kvindelige forbilleder fjerner selvbegrænsningerne

Komponist og sanger Pernille Sejlund glæder sig over den øgede repræsentation i Højskolesangbogen, som hun også selv er blevet optaget i. Et øget fokus på kvindelige komponister og sangskrivere er nemlig med til at rette op på den ulige balance mellem
kønnene, der historisk har præget Højskolesangbogen og musikbranchen generelt, mener hun.
Komponist og sangskriver Pernille Sejlund.

D et var med en melodi til et digt af Halfdan Rasmussen, at komponist og sanger Pernille Sejlund i 2020 blev optaget i Højskolesangbogen. Sangen hedder Forår over Europa, og med sin tekst omkring krig og ødelæggelse hører den til i den mere alvorlige ende af skalaen, fortæller hun. 

”Det er et kæmpe skulderklap at få, for det er jo kun tekster og melodier af en høj kvalitet, der bliver optaget,” siger Pernille Sejlund.

Brug for flere forbilleder

Netop fordi Højskolesangbogen er fælleseje for os som samfund og et spejl på, hvem vi er, er Pernille Sejlund også glad for, at der er kommet et større fokus på repræsentation i den nye udgave.

”Mange kvinder har skrevet musik gennem tiden, men fokusset har historisk set været på mænd og deres sange og musik. Det har skabt en dårlig balance, som der heldig-
vis er ved at blive rettet op på nu. Kvinder er lige så gode sangskrivere og komponister som mænd, og fremadrettet handler det om, at der skal flere forskellige forbilleder til at vise de yngre generationer, at der også er plads til dem,” siger hun.

Netop det med flere kvindelige forbilleder er vigtigt for Pernille Sejlund, der selv er vokset op i en tid, hvor manglen på samme betød en selvbegrænsning hos hende og andre piger, der skulle tage deres første skridt ind i musikkens verden, fortæller hun.

En stor skude

”Der var instrumenter, som det aldrig faldt mig ind, at jeg kunne gå til undervisning i, for det gjorde piger bare ikke dengang. Det er heldigvis blevet meget bedre siden, men det er en stor skude, der skal vendes, når normer og kultur skal ændres. Og det, at vi taler om det, og bliver ved med at tale om det, er afgørende for den bevidstgørelse i samfundet, der driver de store forandringer,” siger hun.

På samme måde kan flere kvinder i Højskolesangbogen inspirere endnu flere til at gøre opmærksom på deres musik, og på sigt kan balancen mellem køn og øvrig diversitet blive endnu bedre, mener hun.

”Men vi skal hele tiden holde det til ilden, og det er godt, at også Højskolesangbogens ledelse har fokus på, hvem der er i sangudvalget. For det er jo der, det starter. Kvaliteten hos de kvindelige komponister og sangskrivere er der, det kan man jo se i den nyeste udgave,” slutter hun.