Sådan samarbejder vi om musikken i Svendborg

 ”Jeg er Danmarks mest overflødige kulturchef. De klarer det hele selv,” bemærker Kultur- og Fritidschef Søren Thorsager, da vi sammen går de få hundrede meter fra Svendborg Rådhus og ned til byens musikalske kraftværk, spillestedet Harders, som ligger i den gamle købmandsgård Ribersgård i Møllergade, i hjertet af Svendborg.
Her introducerer han mig for Mads Stephensen, der er booker og promotor på Harders, inden han selv iler videre.

De to kender hinanden godt, for selvom der i Svendborg er administrativ armslængde mellem de politikere og embedsmænd, der bevilger pengene til byens musikliv, og de musikere, der skaber indholdet, er den menneskelige afstand kort i den sydfynske by. 

”Vi som forvaltning er ikke et kontor, man henvender sig til. Det er min og mine medarbejderes primære opgave at gå rundt og være der. Jeg vil nærmest sige, at det er fyringsgrund, hvis man bare sidder ved sit bord,”

fastslår Søren Thorsager, der tit går en runde fredag eftermiddag og besøger byens kulturaktører.

Og det er en strategi, der virker.
”Kommunen gør det godt,” fastslår Mads Stephensen.
”Nu skal de bare kaste nogle millioner efter vores projekt, så vi kan komme videre”, fortsætter han og viser mig det arkitekttegnede prospekt for fremtidens Ribersgård. Udover at huse spillestedet Harders med tilhørende bar og lager, rummer ejendommen også et gammelt trykkeri, flere sale, 12 øvelokaler, et uudnyttet loft og tre lejligheder. En masse kvadratmeter, som Harders’ bestyrelse vil bruge på nye måder og har fået penge af kommunen til at få udarbejdet prospektet for. Et projekt til 55 millioner kroner og med et driftsbudget på 6-7 millioner. 

”Forhåbentlig kommer der snart en indikation på, hvor fedt de synes, det er,” bemærker Mads Stephensen og forklarer, at drømmen er, at ejendommen skal være en slags musikalsk økosystem, hvor pladeselskaber eller agenter kan samarbejde med de musikere, der bruger øvelokalerne, hvorefter musikken kan prøves af på spillestedet, for til sidst at blive indspillet i et nyt lækkert studie. Samtidig skal der være undervisning og vinyltrykkeri, fortæller han.

Ud med bureaukratiet
Selvom Harders er en vægtig aktør i Svendborgs musikliv, er spillestedet langtfra den eneste aktør. I perioden fra 1. juni til 1. september har der været 200 større eller mindre musikarrangementer i kommunen, hvilket svarer til to om dagen. Og byen er rig på såvel spillesteder, musikforeninger og pop-up arrangementer, såsom festivalen ’5700 Summer’ – og så har Svendborg i øvrigt sin egen garde, Peder Most Garden, og en levende musikskole.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Lars Erik Hornemann, der er venstremand og tidligere borgmester i Svendborg, hylder det princip, at det skal være nemt og ukompliceret for musikerne og byens øvrige kunstnere at sætte projekter i gang. Inden min ankomst til Harders har jeg talt med både ham og Søren Thorsager oppe på rådhuset. Det er tydeligt, at de to – politikeren og embedsmanden – er i sync og har god kemi.

”Visionen er, at hele denne her underskov af initiativtagere skal blomstre bedst muligt. Det er ikke kommunen, der skaber aktiviteter. Vi understøtter underskoven bedst muligt og forsøger at stimulere den ved at fjerne barrierer, anerkende og støtte,” fortæller Lars Erik Hornemann og uddyber:
”Jo mere vi kan få borgerne til at engagere sig i deres egen kommune, hverdag og fritidsliv, jo bedre er det for alle parter. Det er win-win-win-win, fordi alle bliver glade af det. Det er ikke os, der skal arrangere, men vi skal stimulere alle de gode kræfter til at ville bruge deres energi på at skabe noget, der er til gavn for alle parter.”
Søren Thorsager forklarer, at man blandt andet forsøger at understøtte byens kulturaktører ved at minimere bureaukratiet. 

”De skal ikke sidde og lave papirarbejde. Det skal være nemt for dem at få deres idéer ud. Vi laver ansøgningsskemaerne så enkle som muligt, og hver gang, der kommer en ansøgning, så følger vi op ved at ringe til dem og spørge, hvad det egentlig er de vil, så vi får det lavet ordentligt,” fortæller Søren Thorsager, der også er involveret i at ordne akut opståede problemer for byens musikere. 

”Det sker, at de ringer, når jeg står og køber bøffer i supermarkedet og for eksempel siger, at de har fået en for lille scene. Så ringer jeg til Lars Erik, og så finder vi de penge. Det korte aftræk giver dem, der sidder med hånden på kogepladen, tusind gange mere. Vi har et commitment om, at vi tager telefonen og får det fikset,” fortæller Søren Thorsager. 

Han understreger, at en anden vigtig faktor, der har været med til at gavne byens musikliv, er, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i denne valgperiode er blevet et selvstændigt forvaltningsområde. Og så fremhæver både han og Lars Erik Hornemann i øvrigt uddelingen af kommunens årlige kulturpriser som stimulerende for sammenhængskraften og synergierne i byen. 

”Svendborgånden”
Inger Allan er formand for DMF Svendborg og sidder også i Svendborg Kommunale Musikudvalg, som er et uafhængigt udvalg bestående af 7 lokale musikere, som – assisteret af en sekretær – indstiller til kommunen, hvilke projekter, der skal støttes. Kommunen sætter aldrig musikinitiativer i gang uden at spørge udvalget, og dermed er armslængden sikret. I øvrigt fortæller Inger Allan, at de i Musikudvalget er meget opmærksomme på, at tarifferne bliver overholdt.

”Hvis man vil have en garanti for, at man får kvalitetsudøvelse, så må man betale for det. I udvalget er der gehør for, at musikere skal aflønnes ordentligt. Vi undersøger hele tiden løbende, hvad tariffen er på det pågældende felt lige nu, ”

fortæller Inger Allan.

Hun har fulgt byens musikliv og været en del af det siden 1998, hvor hun flyttede til, og hun bekræfter, at musiklivet i Svendborg er inde i en rigtig god udvikling, hvor der er skabt masser af synergi.
”Jeg betragter det lidt som en gylden periode,” bemærker hun og bekræfter lige som Mads Stephensen, at samarbejdet mellem kommunen og musiklivets aktører kører godt.
 

”De er lydhøre og nemme at komme i kontakt med. Søren Thorsager er meget mere tilgængelig end nogle af de tidligere chefer har været. Man kan mærke udefra – at medarbejderne i hans forvaltning er glade for at gå på arbejde, og det smitter af på sagsbehandlingen,” fortæller Inger Allan.

Hun vurderer dog, at ”den gyldne periode” ikke udelukkende skyldes politisk velvilje og en dygtig kultur- og fritidschef men også en særlig ånd, som politikere, embedsmænd og byens musikere formår at gribe.

”Det kendetegner byen, at den har en åbenhed på alle planer. Det gælder geografisk, men det gælder også med hensyn til kultur, at man ikke er afvisende. Der ligger noget i ånden. De rigtig gamle svendborgensere taler med stolthed om ”Svendborgånden”. Man passer på det gamle samtidig med, at man prøver at favne det nye,” beretter Inger Allan.

Musikere flytter til
Søren Thorsager fortæller, at den seneste tilflytteranalyse viser, at kulturen er nummer tre på listen over, hvad der tiltrækker tilflyttere. Kulturen er kun overgået af naturen og familiære forhold som årsag til, at man flytter til kommunen. Inden for det sidste år er der flyttet 700 nye borgere til Svendborg. De kommer primært fra København, Aarhus og Odense, og hovedparten af dem har en kreativ åre eller arbejder inden for undervisnings- eller formidlingssektoren, fortæller han. 

”Musikfolkene nede på Harders har peget på, at inden for de sidste par år er der i hvert fald 50-60 professionelle turnerende musikere, som er flyttet hertil,” fortæller Søren Thorsager.
Mads Stephensen uddyber:

”Det er kutyme, at når der flytter musikinteresserede eller musikere til byen – som der gør ret ofte lige for tiden – så sender netværket dem herned. Det er her, at hjertet i Svendborgs musikmiljø er. Jeg tror i rigtig høj grad, at dette sted er en stor faktor for alle de her kreative tilflyttere, fordi vi kan tilbyde et musikprogram, som ligner et spillested i København.”

Lars Erik Hornemann er enig i, at Harders har stor betydning: 
”Hvis vi skal skære det helt ind til benet, så tror jeg, at det, at vi har det musikliv i Svendborg i dag, hænger sammen med, at Ribersgård – også kaldet Harders – har haft et ungemiljø, hvor man i ungebands har kunnet mødes på kryds og tværs og spille, og har fået professionel hjælp, uden at det har været mere forpligtende. Det har været selvstyrende, og man har også kunnet spille til koncerter. Ud af det er kommet rigtig meget – blandt andet fordi det har gjort, at man har tiltrukket udefra,” fortæller Lars Erik Hornemann.

Søren Thorsager fortæller, at Harders udsprang af et hippiemiljø i 60’erne og 70’erne, og at den stærkt venstreorienterede ånd tidligere gav anledning til en vis polarisering i byen, men at der nu er sket et generationsskifte. 

Personificeringen af dette generationsskifte – Mads Stephensen – nævner også, at Harders tidligere var et forholdsvis flippet sted, men at det er lykkes at professionalisere:
”I dag er det et professionelt musikhus samtidig med, at det stadig er græsrodsagtigt. Musikerne elsker, at vi er nede på jorden samtidig med, at det er tjekket. Vi har noget fedt gear, og alle folk har styr på, hvad de skal, og ved, hvad det drejer sig om.”

Transparens og tillid
Både ifølge Inger Allan, Mads Stephensen, Lars Erik Hornemann og Søren Thorsager er stemningen og samarbejdsklimaet i byen rigtig godt. Fra kommunalt hold gør man en dyd ud af, at der skal være gennemsigtighed omkring, hvem der får støtte til hvad, så der ikke opstår mistillid og konkurrence blandt byens kulturaktører:
”Jeg oplever, at om det er Ribersgårds, eller ’Små Armbevægelser’, som er foreningen bag festivalen 5700 Summer, eller det er Jazzfestivalen, så snakker de sammen og spiller hinanden gode. Der er ikke nogen darlings i dette her.” 

Mads Stephensen bekræfter:
”Man stiller gerne op til ting. Musikerne har deres stolthed og ære men vil også gerne bakke op og hjælpe. Jeg oplever, at de professionelle gerne vil hjælpe de unge, og at der en god kommunikation om, hvad der sker i byen, og hvem der laver hvad. Det har taget noget tid, men det er ved at falde på plads nu, og det synes jeg er vigtigt,” fastslår han.

Lars Erik Hornemann påpeger, at også lokale erhvervsvirksomheder er med til at understøtte kulturlivet. 
”Jeg tror, at flere og flere virksomhed får øjnene op for, at det også har en betydning i forhold til at kunne tiltrække medarbejdere, at vi har så rigt et kulturliv, som vi har. Det er også derfor, at vi politisk er begyndt at blive mere opmærksomme på kulturen. Det har en tiltrækningskraft – ud over at det stimulerer vores egen tilfredshed i forhold til at bo, hvor vi bor, for vi bliver sgu stolte af det.”

Søren Thorsager supplerer:
”Vi lavede en analyse for nylig, hvor vi undersøgte, hvor vores styrkepositioner er. Det sjove er, at kulturen som styrkeposition ligger parallelt med vores maritime sektor, vores turismeerhverv og uddannelses-dannelsessektoren. De fire hovedindustrier er i forhold til indtægter og omsætning meget, meget parallelle. Og de spiller i øvrigt hinanden gode,” fortæller kultur- og fritidschefen og afslutter:
”Det sjove i undersøgelsen er, at om vi snakkede med den mest feterede erhvervsmand – som ellers har internationalt udsyn – eller den mest avantgarde kunstnertype, så har de et fælles blik på, at de er hinandens forudsætninger. Det er jo spændende.”