Fagbladet Musikeren

Sådan skaber vi en sund kultur

Som led i Dansk Musiker Forbunds indsats for at skabe mangfoldighed og en sund arbejdskultur i musikbranchen har fire medlemmer af hovedbestyrelsen været på skolebænken. Her har de fået konkrete værktøjer til, hvordan man skaber gensidig respekt ved at synliggøre forudindtagethed og dårlig adfærd på en måde, der får den enkelte til at tage ansvar.

En kultur præget af mangfoldighed, inklusion og gensidig respekt begynder med, at vi hver især opdager vores egne blinde vinkler og får aha-oplevelser, der får os til at reflektere over vores egen adfærd og ændre den.

Sådan lød hovedbudskabet på kursusforløbet ’Kunst & Kultur i Balance’, som fire medlemmer af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse har deltaget i de seneste måneder sammen med omkring 200 andre deltagere fra kulturbranchen. Her har de fire; Søs Nyengaard, Thomas Sandberg, Henrik Jansberg og Camilla Overgaard, fået konkrete værktøjer til, hvordan de uden at udskamme kan hjælpe folk til at se mønstrene i deres egne handlinger. 

”Vi har fået nogle nye briller på. Og det gode er, at vi er 200 mennesker, der har fået de samme briller på. Det er nogle rigtig interessante briller, for det er ikke-dømmende briller,” fastslår Dansk Musiker Forbunds formand, Søs Nyengaard, som bakkes op af næstformand Thomas Sandberg:

”Det er et genialt greb, de har lagt på forløbet, fordi det netop ikke handler om at definere en forbudt kultur eller udskamme. Det handler om at reflektere og kigge på den verden, vi færdes i og på den adfærd, vi nu benytter os af og spørge os selv, om vi for eksempel kan designe vores møder, diskussioner og oplæg til beslutninger anderledes – eller skabe forudsætninger og grundlag for at sammensætte vores udvalg eller bestyrelser på en anden måde, der tilgodeser diversiteten,” fortæller Thomas Sandberg.

Han oplyser, at kurset har været forskningsbaseret og tilrettelagt som en afveksling mellem undervisning og samtale i refleksionsgrupper, hvor deltagerne har haft lejlighed til at tale sammen på tværs af organisationer og lade læringen bundfælde sig.

Det gavnlige ved samtalerne med folk fra de øvrige organisationer fremhæver også 
Camilla Overgaard, der ud over at være medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse også er relativt nyvalgt formand for DMF Aarhus:
”Det blev ret hurtigt tydeligt, at selv dem, der har siddet i ledende stillinger længe, ikke nødvendigvis er komfortable med at stoppe grænseoverskridende adfærd. De er også usikre, fordi det er megasvært. Så det har været en kæmpe hjælp, at man har kunnet spare med hinanden på tværs af kulturlivet omkring nogle ting, som er svære for os alle sammen.” 

Redskaber til handling
Sociale spil er blandt de konkrete værktøjer, som de fire lærte på kurset til at få folk til at opdage deres egen adfærd.

”Det handler om at designe en situation, hvor du får folk til selv at se, hvad de normalt ikke ser, eller hvad de altid ser. Det værdifulde ved dette forløb var, at man hele tiden fik refleksionsdelen forankret i noget handling. Det er ikke ordene, men handlingerne, der betyder noget. Man kan ikke bygge et sundt arbejdsmiljø på intentioner,” fastslår Camilla Overgaard og bakkes op af både Thomas Sandberg og Søs Nyengaard:

”Muligheden for selv at kunne rette op på en adfærd, som er uhensigtsmæssig, er kernen i det hele. Skyld og skam begrænser og lammer. Vi har derimod fået nogle redskaber til at oplyse, så man kan handle,” pointerer Søs Nyengaard og suppleres af Dansk Musiker Forbunds næstformand:
”Lige så snart vi begynder at snakke om, at vi som mennesker ofte handler ud fra forudindtagethed og gruppedynamikker, bliver man mere opmærksom på, hvordan man agerer i forskellige sammenhænge,” understreger Thomas Sandberg, der især er optaget af, at der sker noget i forhold til kønsbalance i de kommende år. 

”Vi er mange mænd, der gerne vil tage ansvar og blive en stemme i denne her problematik. Der er et momentum fra MeToo, som vi skal holde fast i og blive ved med at føde,” fastslår han og opfordrer andre mænd til at komme ud af busken:
”Det er godt som mand at komme på banen i dette her. Der burde være rigtig mange mænd derude, som har lyst til at gå ind i dette her og få en forståelse – og måske også en stemme. Alle mænd er jo ikke ens. Vi har alle sammen forskellige erfaringer, holdninger og indfaldsvinkler til dette her. Grundlæggende vil vi jo alle sammen gerne have, at der skal være lige vilkår for alle. Men vi bærer rundt på en ofte ubevidst kultur, som vi måske ikke i høj nok grad har reflekteret over og taget stilling til – eller haft mod til at prøve at få ændret for alvor.”