Ophavsret

Spotify nægter nye og mindre musikere betaling 

Spotifys nye “1000-streams-regel" vil fjerne betaling fra dem som får mindst og give til dem som i forvejen får mest.  

Dansk Musiker Forbund er imod denne "1000-streams-regel" og mener, at alle musikskabere, uanset deres erfaring og popularitet, fortjener retfærdig betaling for deres arbejde. Denne ændring skaber en ulige fordeling af indtægterne og kan potentielt skade mange kunstneres evne til at tjene en rimelig løn for deres kunst. 
 
Derfor vil Dansk Musiker Forbund i den kommende tid sætte fokus på vores forslag til, hvordan streamningsscenen kan gøres mere retfærdig for musikerne.  
 
I november 2023 præsenterede Spotify en såkaldt "opdatering" af betalingsreglerne for rettighedshavere, hvilket har skabt bekymring og frustration inden for musikbranchen. Denne kontroversielle ændring træder i kraft i starten af 2024.  

Ifølge Spotify er formålet med de nye regler at styrke og beskytte økosystemet for musikroyalties, især for nye og professionelle kunstnere. Imidlertid er det svært at se, hvordan disse ændringer vil gavne de såkaldte "nye kunstnere", da det ofte tager tid at opbygge en betydelig streamingbase fra start. 

De centrale punkter i Spotifys nye regler er som følger: 

  • Et track skal have nået mindst 1.000 streams i de foregående 12 måneder for at kvalificere sig til betaling. 

  • Denne regel gælder ikke for betaling til komponister, tekstforfattere og musikforlag. 

  • Månedligt vil alle numre, der har opnået mindst 1.000 streams globalt på Spotify i de foregående 12 måneder, blive identificeret. 

  • Tracks, der er blevet spillet mere end 1000 gange, er berettiget til betaling. 

  • Et tracks betalingsstatus kan ændre sig i takt med populariteten. 

  • Spotify kræver, at de 1.000 streams udføres af et hemmeligt minimumsantal individuelle Spotify-brugere. 

Det er vigtigt at bemærke, at Spotify ikke kan implementere disse ændringer ensidigt. Accept fra rettighedshavere, herunder masterowners, musikselskaber og distributører, er nødvendig. Organet for uafhængige selskaber, IMPALA, har allerede udtrykt utilfredshed med "1000-streams-reglen" og er i øjeblikket i dialog med Spotify. IFPI, der repræsenterer de store multinationale selskaber, har endnu ikke officielt tilkendegivet deres holdning. 

Dansk Musiker Forbunds standpunkt er klart: enhver, der bidrager til musikskabelsen, fortjener retfærdig kompensation, uanset om de er etablerede kunstnere eller netop er begyndt deres rejse. Spotify bør revidere disse regler for at sikre, at deres platform forbliver retfærdig og støtter hele spektret af musikskabere og musikudøvere. Musik er en kunstform, men det er også en profession, og alle, der investerer tid og energi i at skabe den, bør belønnes retfærdigt.