Politik

Succes: Ministeren overvejer at ændre vigtige formuleringer i lov om ophavsret 

Thomas Sandberg, Kulturministeren og Henrik Jansberg
Thomas Sandberg, Jakob Engel Schmidt, Henrik Jansberg til DMF Årsmøde 2023

Sammen med Dansk Artist Forbund, har vi i Dansk Musiker Forbund sat fokus på at en enkelt formulering i ny lov om ophavsret, kunne få voldsomme konsekvenser for musikernes indtjening.  
 
Dansk Musiker Forbunds chefjurist Morten Madsen forklarede tidligere problematikken således:  

“Kulturministeriet beskriver begrebet ”udgivne lydoptagelser” på en måde så det risikerer at smitte af på vores Gramex ordning. Det kan komme til at betyde, at ordningen, der sikrer musikerne betaling, ændres fra at gælde al musik, både digitalt og fysik udgivet, til kun at dække fysiske udgivelser fx LP’er og CD’er. Det betyder at broderparten af den i dag udgivne musik, i så fald ikke længere vil give vederlag til musikerne gennem rettighedsorganisationen Gramex,” forklarer chefjurist i Dansk Musiker Forbund Morten Madsen.   

Nu har Kulturminister Jakob Engel-Schmidt lyttet til vores bekymring. Han vil se på formuleringerne i teksten, så musikerne ikke risikere at miste indtægt fra deres udgivne musik! Tusind tak! 
 
Dansk Musiker Forbunds forperson Thomas Sandberg siger: 

“Vi har på det kraftigste opfordret ministeren til at få den formulering ændret, så musikere forsat kan være sikre på at få betaling for musik de har udgivet digitalt. Det er meget lidt musik der i dag bliver udgivet på LP’er eller CD, så det ville være katastrofalt for musikernes indtægter, hvis formuleringen bliver ændret sådan som der var lagt op til".   

“Derfor er vi glade for at ministeren har lyttet til vores bekymring, og stolte af at vi kunne gøre fælles sag med vores kollegaer i Dansk Artist Forbund om at få reel politisk indflydelse.” 
 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt overvejer at præcisere lovforslag om ændring af ophavsretten for at slå fast, at der ikke lægges op til at rokke ved selve definitionen på en udgivelse. Det skyldes Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbunds bekymring for fald i indtjening.  
 
Det skriver altinget.dk